Familieadvokat: Voksenadoptioner er en del af en trend

Familieadvokat Ulrik Grønborg mener, vi i stigende grad har frit valg på familiehylden.

Flere og flere vælger at blive adopteret af en stedfar eller stedmor som voksne. (Arkivfoto). (© ColourBox)

Når antallet af voksne, der bliver adopteret af en stedfar eller stedmor er i stærk stigning, skal det ses som en del af en trend.

Det mener famileadvokat Ulrik Grønborg fra Aarhus. En trend, der kan kaldes: ”Frit valg på familiehylden”.

- Familiebegrebet er ret udvidet nu om dage, og det ligger denne tendens med voksenadoptioner også i forlængelse af. Familie er noget, man til- og fravælger, siger Ulrik Grønborg.

Sidste år var der mere end 1.000 voksenadoptioner, oplyser Statsforvaltningen, der varetager adoptionerne.

Ofte sker det af følelsesmæssige årsager, men advokaterne kommer ind i billedet, når det handler om arve-spørgsmål.

Ulrik Grønborg fortæller, at man hidtil har set forældre, der på grund af nye familiemønstre og opbrud i familien, har lavet testamenter, der forfordeler nogle børn.

Voksenadoptioner kan i nogle tilfælde være modsvaret, mener han.

- Det er børn, der siger, at de gerne vil fravælge sig arveret fra eksempelvis den ene forælder og skrive sig ind i en anden familie, forklarer han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.