Fascinerende billeder: Dansk havørnepar gør klar til unger

Et havørnepar har slået sig ned og bygger rede ved Egå Engsø nær Aarhus.

Et havørnepar, der holder til ved Egå Engsø i det nordlige Aarhus, er begyndt at udruge unger i en nærliggende skov.

Men interessen for Nordeuropas største rovfugl er så voldsom, at det er nødvendigt at holde stedet hemmeligt, så de to fugle kan få fred.

Det forklarer Kim Skelmose, der er formand for Projekt Ørn hos Dansk Ornitologisk Forening.

- Som det ser ud nu, er de gået i gang med at ruge, og fugle er jo meget sårbare i etableringsfasen. Derfor kærer vi os lidt om at holde det hemmeligt, så de ikke bliver forstyrret, siger han.

For mange forstyrrelser vil nemlig have alvorlige konsekvenser.

- Så tror vi simpelthen på, at forældrefuglene forlader reden, siger han.

Egå Engsø-parret er kommet i løbet af vinteren. Hun-ørnen er først blevet kønsmoden i år, mens hannen er lidt ældre. Havørne er desuden monogame og holder sammen resten af livet.

Derudover er de et sjældent, smukt syn, forklarer Bjarne Golles, der er rede-koordinator og naturformidler ved Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

- Det er jo fascinerende at kunne stå her og se Nordeuropas største rovfugl i sine naturlige omgivelser, siger han.

Havørne er trofaste over for et område, når de først har slået sig ned. Derfor forventes det, at ørnene bliver i området de næste 10 til 20 år. Desuden håber Bjarne Gollus, at der vil være ørneunger, når vi når den tidlige sommer.

Fakta om havørnen

  • Havørnen kan have et vingefang på op til 2,5 meter og veje helt op til syv kilo.
  • I 2014 var havørne-bestanden i Danmark oppe på 61 havørne. Derudover overvintrer havørne fra vores nabolande i Danmark.
  • Fuglen blev udryddet omkring år 1900, men er genindvandret i Danmark i 1990'erne.
  • Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

  • Print
  • Del artiklen: