Fattige presses af den dyre konfirmation

Flere søger om hjælp til at få råd til tøj og en middag for de nærmeste.

Det er konfirmationstid - en tid med store forventninger og store udgifter. Det ved de hos Børnesagens Fællesråd, der uddeler stipendier til fattige familier.

Formand for rådet er René Skau Bjørnsson fra Aarhus, og han mærker stor interesse for at få en ekstra håndsrækning.

- Interessen er vokset voldsomt i forhold til sidste år. Vi har over 400 ansøgere i år, og det er mange flere end tidligere, siger han.

Fattige er blevet endnu dårligere stillet

Der er råd til at give 102 konfirmander 2500 kroner.

- Det rækker jo ikke til ret meget. Der er store forventninger, og det er en stor dag for den unge. Det er dybt intimiderende for en far eller mor ikke at kunne leve op til de forventninger, den unge og omgivelserne har til en ordentlig konfirmation, siger René Skau Bjørnsson.

Han er ikke i tvivl om, at en række enlige forsørgere er blevet fattigere.

- Der er mange, der er røget fra sygedagpenge til kontanthjælp. Selvom de har forsøgt at spare op, så bliver opsparingen modregnet i kontanthjælpen. Så står de i en situation, hvor de ikke har råd til en kjole eller mad til konfirmationen, siger han.

Forbrugerbladet Tænk har tidligere regnet ud, at gennemsnitsprisen for en konfirmation er 30.000 kroner.

  • Print
  • Del artiklen: