Flere ludomaner får frivilligt "håndjern" på

Over 5000 spillefugle har udelukket sig selv fra fristende spilletilbud på nettet.

Stadig flere ludomaner benytter sig af muligheden for at udelukke sig selv fra de fristende spilletilbud på internettet.

Over 5000 danskere har spærret sig selv i Spillemyndighedens såkaldte Rofus-register. Nogle i et år - andre på livstid. Og flere er kommet til, siden man fra oktober har kunnet spærre sig selv i 24 timer.

Ordningen er blevet brugt 80 gange i de første uger.

26-årige Kasper Bendixen fra Hobro er netop nu i behandling for sit spilleproblem på Center for Ludomani i Aarhus.

- Jeg spillede for mellem 400 og 1000 kroner om dagen. Jeg kunne slet ikke håndtere det .

Behandlingen for ludomani skal få Kasper Bendixen til endeligt at lægge spillelidenskaben fra sig. Han har tidligere fået hjælp til en del af problemet ved at registrere sig i Rofus.

På Center for Ludomani, der ligger i Aarhus, Odense og København er man glade for, at spillere kan udelukke sig selv i Rofus-registret.

-Det er mennesker, der har fået så store problemer i deres liv ved at spille, at de vælger at blackliste sig selv fra spillet, siger behandlingsleder Henrik Thrane Brandt.

Han håber så, at politikerne vil pålægge spillefirmaerne at henvise til Rofus-registret, så spillefugle hurtigere kan finde hjælp.

  • Print
  • Del artiklen: