Flertal vil annullere salg af grund til en stormoské i Aarhus

Onsdag vil et flertal i byrådet i Aarhus stemme for at trække salget af en byggegrund tilbage.

En ny stormoské i Aarhus kommer til at mangle en byggegrund.

Et flertal i Aarhus byråd vil i dag på byrådsmødet stemme for at annullere salget af en grund på Bautavej, hvor det var planen, at moskeen skulle bygges.

Når der nu er et flertal for at trække salget tilbage, er det, fordi Socialdemokraterne vil stemme for det forslag om at annullere salget, som en række borgerlige partier har stillet.

- Det er ikke et spørgsmål om placering. Det er et spørgsmål om, at vi har mistet tilliden til de foreninger, der står bag det konkrete projekt, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Peter Udengaard.

Planerne om en ny stormoské er kommet i modvind efter en række TV 2-afsløringer fra det muslimske miljø i blandt andet Aarhus.

I dokumentarerne kommer det blandt andet frem, at der rådgives om, at man må slå børn, der ikke vil bede, og at kvinder ikke må nægte deres mænd at have sex.

- Det går simpelthen ikke, at man siger ét i offentligheden og lader som om, man er moderat, og så prædiker had bag lukkede døre, lyder det fra den politiske ordfører.

Hvad der skal til for, at der igen kan komme en stormoské på tale, kan han ikke sige endnu.

- Der skal lægges set stort stykke arbejde derude for at genoprette tillidsbruddet.

  • Print
  • Del artiklen: