Forældre: Vi mangler plan om at samle hjerteoperationer

Når børnehjerte-operationer samles i enten Aarhus eller København, skal der tages hånd om familier, mener mor.

Over 6.100 personer har skrevet under på et krav om at bevare børnehjerte-kirurgien i Aarhus.

Initiativtageren til underskriftsindsamlingen, Tanja Nørgaard Sørensen, mener, at Sundhedsstyrelsens beslutning om at samle operationerne i enten København eller Aarhus er forhastet.

- Vi mangler at få at vide, hvad skal der ske med de børn, der taber kampen? Hvad hvis vejrforholdene ikke tillader, at børnene akut transporteres til Rigshospitalet eller Skejby, hvis de vinder?

Hvis Rigshospitalet får opgaven med børne-hjertekirurgien, stiller det nye krav, siger Tanja Nørgaard Sørensen.

- Så må vi have at vide hvilke muligheder, der bliver for, at forældrene kan være sammen med børnene døgnet rundt, og hvordan bliver de stillet økonomisk med den lange transport.

- Det bliver nødvendigt med en fagligt dygtig afdeling på Skejby, der kan holde børnene i live, til de bliver sendt videre, påpeger Tanja Nørgaard Sørensen.

- Jeg var selv i fem måneder på Skejby med mit barn, og det kan ikke lade sig gøre at være langt væk fra familien i så lang tid, siger hun.

Det er fredag, det bliver besluttet, hvor operationern skal samles. Formanden for Region Midtjyllands hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S), frygter, at Aarhus Universitetshospital har tabt kampen til Rigshospitalet.

Derfor samles syge børnehjerter

  • Antallet af hjerteoperationer er faldet med en tredjedel de seneste 10 år. Blandt andet fordi fosterdiagnostik afslører medfødte hjertefejl.
  • Hjertekirurgerne har brug for nok operationer til at holde sig i form. Flere behandlinger samme sted giver simpelthen bedre kvalitet.
  • I dag er børnehjerte-operationerne fordelt på to landdelscentre, Rigshospitalet i København og Aarhus Universitetshospital i Skejby.
  • Print
  • Del artiklen: