Forsker: For at stoppe terror, skal vi droppe nye konflikter

Når vi optrapper, giver vi bare terroristerne større rekrutteringsgrundlag, siger forsker.

Der er ingen nem måde at bekæmpe terror på, lyder det nedslående budskab fra Rasmus Ugildt, der er filosof og terrorforsker fra Aarhus Universitet.

- Igen og igen ser vi, at vi forsøger at lave nye former for overvågning og stramninger af lovgivningen, og terroristerne bliver ved med at lykkes med at lave angreb, siger han.

Som eksempel peger han på, at man i Tyrkiet, der også for nyligt har været ramt af terrorangreb, har taget meget voldsomme midler i brug mod netop terror - uden effekt.

- Erdoğan (Recep Tayyip Erdoğan, Tyrkiets præsident, red.) har været ude og sige, at dem, der udtaler sig kritisk mod terrorbekæmpelse også skal regnes for terrorister, og det betyder, at nogle akademikere er blevet anholdt, lyder det fra Rasmus Ugildt.

- Det har jo også en kæmpe effekt på, hvordan man forstår sig selv som samfund, siger han.

Terrorister vil altid være et skridt foran, mener Rasmus Ugildt.

- Problemet er, at jo mere hårdhændet vores bekæmpelse af terrorisme er, desto bedre rekrutteringsgrundlag vil terrorgrupper have, for det inspirerer til modkamp, siger han.

Han mener, terror kun kan løses på den lange bane med en tidshorisont på mindst 50-100 år, hvis man forsøger at løse de konflikter, der er i Mellemøsten og lade være med at starte nye.

- En af grundene til, at vi har det store problem med terror og IS, vi har lige nu, er, at vi gjorde det muligt for sådan nogle bevægelser at starte efter en krig i Irak, der efterlod et magthul, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: