Grimhøj-formand: Barnebrude skal ikke skilles fra deres mænd

Den danske lov skal overholdes, men det er svært at gøre noget ved par, der er blevet gift udenfor Danmark, mener Oussama El-Saadi. Han efterlyser løsning.

Formanden for Grimhøjmoskéen i Aarhus blander sig nu i debatten om barnebrude blandt asylansøgere.

Oussama El-Saadi er nemlig betænkelig ved, at integrationsminister Inger Støjberg (V) vil skille gifte asylansøgere ad, hvis den ene part - typisk kvinden - er under 18 år.

Oussama El-Saadi siger, at man skal respektere de danske love, men at man også skal tage højde for, at asylansøgerne har giftet sig i lande, hvor det ikke er ulovligt.

- Når man modtager flygtninge, skal vi sige til dem, at de skal overholde reglerne i Danmark, men vi kan ikke tvinge folk til at holde reglerne, inden de kommer til Danmark, siger han.

Inger Støjberg har tidligere fortalt, at de berørte ægtepar fortsat må have kontakt med hinanden, men at de ikke må sove sammen, og at de bliver skilt ad og placeret på forskellige asylcentre.

- For mig er det helt principielt afgørende, at vi ikke vil se barnebrude i Danmark, og så må man vente, til man bliver 18 år med at bo sammen, lyder det fra ministeren.

Oussama El-Saadi mener dog, at det er synd at bryde familier op. Derfor synes han, at eksperter skal kigge på, hvordan vi løser problemet.

- De vil være bedre end mig til at løse problemet, men i mine øjne er mennesker, der kommer til Danmark, som de er, siger han.

- Når man modtager flygtninge, skal vi sige til dem, at de skal overholde reglerne i Danmark, men vi kan ikke tvinge folk til at holde reglerne, inden de kommer til Danmark, siger Oussama El-Saadi.

Opslået af DR Nyheder på 11. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: