Groft hærværk mod asylcenter på Djursland

Der er tegnet nazisymboler, og en bil er sat i brand på Lyngbygaard.

Asylcenteret Lyngbygaard på Djursland blev i nat udsat for hærværk.

Der er i nattens løb blevet begået groft hærværk mod Røde Kors asylcentret Lyngbygaard i Trustrup på Djursland.

Ukendte gerningsmænd har tegnet nazisymboler på centret. De har også skrevet på asylcentret, at det er første advarsel.

Der er ligeledes blevet sat ild til en bil på centret.

Brandvæsenet fra Grenaa slukkede ilden og er ikke længere til stede på centret.

Frivillige i oprør

Erik Boye Kirk bor i området og arbejder som frivillig med samle ting ind til asylcentret og dets beboere.

Det er tredje gang, asylcentret har været udsat for hærværk med tilsyneladende politisk motiv.

østjyllands politi

- Det er nogle ynkelige mennesker, der står bag angrebet, siger han og tror, hærværksmændene er inspireret af Tyskland, hvor et asylcenter blev udsat for hærværk for få dage siden.

Røde Kors asylcenteret på Djursland har to gange tidligere været udsat for lignende hærværk. Første gang i marts måned og igen 31 juli.

De to gange blev det betegnet som drengestreger.

- Men det er det ikke nu, hvor en bil er sat i brand, siger, Erik Boye Kirk.

Vil lave modaktion i weekenden

Han fortæller videre, at beboerne på asylcenteret er blevet modtaget godt at de lokale, hvor mange gør en frivillig indsats, men han tror dog også, det er lokale, der står bag nattens angreb.

Både Erik Boye Kirk og andre frivillige planlægger en modaktion i weekenden

Centeret er etableret i et tidligere plejehjem, har eksisteret i knap et år og er hjem for omkring 120 beboere - både børn og voksne.

Politiet efterforsker sagerne og vil gøre, hvad der er muligt for at udfinde gerningsmanden.

- Det er tredje gang, asylcentret har været udsat for hærværk med tilsyneladende politisk motiv, står der i pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.

Der vil herudover blive iværksat øget patruljering i området.