Håndboldforbund: Vi overvejer at flere må bruge hjelm

De mange hjernerystelser i håndboldsporten gør indtryk på Dansk Håndbold Forbund.

Skanderborg Håndbold vil nu tvinge deres målmænd til at bruge hjelm. Et forsøg som Dansk Håndboldforbund vil følge med interesse.

De mange hjernerystelser, som håndboldspillerne får, er et fokusområde for foreningen.

- Det gør indtryk, siger Frank Smith, der er turneringschef i Dansk Håndbold Forbund.

I dag kan målmænd få dispensation til at bruge hjelm, hvis de har en lægeerklæring. I den kommende sæson i efteråret behøver målmænd ikke dispensationen, men kan vælge frit at bruge hjelm.

- Men vi er ikke færdige med at diskutere om der skal ske yderligere liberaliseringer, som for eksempel at det også skal gælde for markspillere. Men det skal drøftes politisk, om man vil det. De internationale spilleregler siger indtil videre, at det ikke er tilladt, og derfor skal DHF tage stilling om de vil fravige de internationale regler, siger Frank Smith.

Hjelmene skal være godkendt, fordi de ikke må ikke udgøre en fare for de øvrige spillere.

Debatten handler ikke alene om håndbold, mange andre sportsgrene er i samme overvejelser.

- Der er meget stort fokus på, at helbreddet kan blive bragt i spil, siger Frank Smith.

Mange og alvorlige hjernerystelser får DHF - Dansk Håndbold Forbund til at overveje at udbrede Skanderborg Håndbolds...

Opslået af DR P4 Østjylland på 15. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: