Hestebønner er fremtidens dyrefoder

Forskere har fået 27,5 millioner kroner til forædling og udvikling af hestebønner.

Ud med sojabønner og ind med hestebønner. Det er målet for en række forskere på Aarhus Universitet, der har fået mere end 27 millioner kroner til at forædle hestebønnen.

- Vi går efter at forøge udbyttet med 10-20 procent, så det bliver økonomisk profitabelt for landmændene at dyrke hestebønner, siger professor ved Institut for Molekylærbiologi og genetik, Jens Stougaard.

Forskerne vil nu kombinere det, de ved, om plantens arveanlæg med traditionelle forædlingsmetoder, og de ser store perspektiver i at udvikle hestebønnen, så den kan bruges til dyrefoder i stedet for importerede sojabønner fra Sydamerika.

Jens Stougaard håber, at 100.000 hektar herhjemme kan bruges til at dyrke hestebønner.

- Det er en stor miljømæssig fordel i det. Hestebønnen behøver ikke kunstgødning, fordi den kan forsyne sig selv med kvælstof. Derudover kan landmændene få en alternativ afgrøde, som de måske kan tjene penge på, og så kan det være med til at skabe nye danske arbejdspladser, især i udkantsområderne, siger Jens Stougaard.

Pengene til forskningsprojektet kommer fra Innovationsfonden, og forskerne tror på, at udviklingsarbejdet nok skal lykkes, men det kan komme til at tage op til 10 år.

  • Print
  • Del artiklen: