Historien om Danmark er slut - men interessen lever

Museerne har oplevet besøgsfremgang efter historieudsendelser i TV.

Museet Gammel Estrup er et af de museer, der har haft fremgang i besøgstallet.

Siden det tidlige forår har skuespilleren Lars Mikkelsen guidet os igennem Danmarkshistorien på DR1. I begyndelsen blandt stenalderfolket, men nu er vi nået op til vores tid.

I aftes rullede sidste afsnit af Historien om Danmark over skærmen, og de danske museer kan tydeligt mærke en øget interesse oven på programmerne.

En af dem, der har oplevet det, er Helle Ingerslev Christensen, der er museumsformidler på Gammel Estrup, der i efterårsferien har haft en tredjedel flere gæster end i ferien sidste år.

- Vi har oplevet øget interesse for museet og de tematikker, som vi formidler. Der er også større interesse for særlige arrangementer og skoleforløb om enevældet, som Historien om Danmark jo blandt andet har stillet skarpt på, siger Helle Ingerslev Christensen.

Boomer også på de sociale medier

Interessen har også bredt sig til de sociale medier.

- Der kan vi se, at folk i højere grad er interesserede, de stiller spørgsmål, og de deler vores opslag. I det hele taget interesserer de sig for alle de ting, vi forsøger at få ud til publikum, lyder det fra museumsformidleren.

Samme oplevelse har Henrik Sell, der er vicedirektør på naturhistorisk museum i Aarhus, der ved premieren på Historien om Danmark oplevede et løft i besøgstallet på ti procent.

- Publikum har haft en interesse for tiden før istiden. De refererer til udsendelserne, og de stiller spørgsmål til os, hvis der er noget, de ikke helt har forstået, siger Henrik Sell.

Danske Museer: Glade for opmærksomhed

Fra brancheorganisationen Danske Museer lyder det, at deres medlemmer generelt har oplevet flere gæster, efter programmerne om Danmarkshistorien.

- Det, jeg hører fra kolleger rundt i landet, er, at man har været glad for det fokus, der har været. Det har betydet øget interesse for museerne, der dækker de emner, der er relevante i de enkelte afsnit, siger direktør Nils M. Jensen.

Desuden har en del museer grebet muligheden for at lave særarrangementer relateret til udsendelserne. Det er blandt andet sket på Museum Østjylland, fortæller Jørgen Smidt-Jensen, der er museumsdirektør.

- Vi har kørt en onsdagsserie i Randers, hvor vi følger op på hvert enkelt afsnit af tv-serien, der handler om den lokale historie i den periode, som det foregående afsnit. Der er kommet rigtig, rigtig mange mennesker til det.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.