Højrenationalistiske partier mangler støtte fra vælgerne

Danskernes Parti og Dansk Samling har svært ved at skaffe opbakning til at opstille til næste folketingsvalg.

Der er lang vej til stemmesedlerne for to højrenationalistiske partier, der ønsker at stille op til næste folketingsvalg.

Det er Danskernes Parti med 5.591 vælgererklæringer og Dansk Samling med 1.105 vælgererklæringer. Der er brug for mindst 20.109 vælgererklæringer for et nyt parti, der vil stille op til et folketingsvalg.

Til gengæld er det lykkedes en af konkurrenterne på højrefløjen, Nye Borgerlige, at blive godkendt som opstillingsberettiget.

Partiformand for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, giver medierne en del af skylden for, at hans parti ikke allerede er erklæret opstillingsberettiget.

-Nye Borgerlige er blevet fremstillet i medierne som et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti, og det er løgn. Der er kun ét parti, der har en strammere udlændingepolitik, og det er Danskernes Parti, siger partiformanden.

Partiet Dansk Samling har så svært ved at skaffe opbakning fra vælgerne, at ti af partiets medlemmer vil stille op som løsgængere.

Det siger partiets kredsformand i Østjylland, Poul Sivertsen.

- Vi har besluttet os til, at vi skal samle erklæringer personligt i 10 valgkredse, så vi kan få ti opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, så det vil sige, at vi stiller op som enkeltpersoner, fortæller han.

Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet mener, at de to partier får svært ved at klare kravet.

-Det interessante er, at når man ser på den debat, der har været om denne type partier og den støtte, som nogle mener, at de har haft i befolkningen, så tyder det her ikke på, at støtten trods alt er større, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: