Indbrudstyv faldt i søvn midt i indbruddet

En familie, der skulle passe naboens kat, fandt en uindbuden gæst i stuen.

Et indbrud i en Aarhusforstad fik en lykkelig udgang. Tyven faldt i søvn, inden han slap af sted med kosterne. Arkivfoto. (Foto: Lars Rievers © Scanpix)

Naboerne til et hus i Aarhus-forstaden Egå gjorde i dag et noget usædvanligt fund i huset.

Naboerne havde fået til opgave at passe husets kat, men ejerne selv var på ferie, og det viste sig at være en rigtig god ide.

For da naboerne i dag ved halv ti tiden kom for at give katten mad, kunne de se, der var tegn på indbrud . Et vindue var brudt op, og udefra kunne de i husets stue se, hvad der lignede en sovende mand.

Politiet blev tilkaldt og vækkede den sovende indbrudstyv, der viste sig at være en 32-årig mand fra det nordlige Aarhus.

Han havde ellers omhyggeligt gjort klar til at stjæle to Wegner-stole, en Eames-gyngestol, seks Naver-stole, en Georg Jensen-vase, en bærbar pc og diverse andet indbo, fortæller politiet.

Anholdelsen fandt sted klokken ti minutter i ti, og manden kan sove trygt i politiets varetægt indtil klokken halv ti i morgen, hvor han vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Hvorfor manden er faldet i søvn midt i indbrudet, vides ikke.

Han må virkelig ha' været træt...

Opslået af DR Nyheder på 21. marts 2016

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.