Kommune skifter terpentin i asfalten ud med madolie

Rapsolie kan erstatte brug af terpentin med organiske opløsningsmidler, når huller i de danske veje skal lappes.

De gule planter er ikke kun til pynt, men dyrkes på grund af de olieholdige frø, der bruges til fremstilling af rapsolie. Olien kan spises, men bruges også til for eksempel biobrændsel. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Rapsolie plejer at være noget, man bruger til at stege frikadeller i hjemme i køkkenet, men det kan også hjælpe miljøet på de danske veje. I Skanderborg Kommune bruger man nu et produkt, der indeholder rapsolie i stedet for terpentin til at vedligeholde vejene.

Det er nemlig et mere miljørigtigt alternativ til de traditionelle produkter med terpentin, som man traditionelt sprøjter på asfalten for at undgå, at den tørrer ud og sprækker.

Rapsolien giver både et bedre miljø og et bedre arbejdsmiljø for de folk, som arbejder på vejene, siger ingeniør i Skanderborg Kommune Ann Robertsen.

Det er altså samme slags olie, som du muligvis har stående hjemme i køkkenskabet.

- Det er lavet på vegetabilske olier, som vi kender fra madlavningen, så vi joker med, at nu kan vi gå ud og spise vejene, siger hun.

Til sammenligning indeholder terpentin organiske opløsningsmidler, der optages meget let i kroppen og blandt andet er skyld i syndromet malerhjerne.

Det er derfor netop de organiske opløsningsmidler i terpentin, som rapsolien gerne skulle befri kommunen for, siger Bjarne Bo Jensen, der er produktchef i NCC, som vedligeholder vejene i Skanderborg Kommune.

- Terpentin er et organisk opløsningsmiddel, som vi vil forsøge at undgå, men rapsolie kun indeholder olier fra planter, siger han.

Skanderborg Kommune får udlagt 84.000 kvadratmeter fordelt på 14 veje med det nye materiale.