Kontanthjælpsloft kan tvinge Nauja May fra hus og hjem

Regeringens nye kontanthjælpsloft betyder, at nogle lejere ikke har råd til huslejen.

Flere boligforeninger frygter, at en del af deres lejere ikke vil kunne betale huslejen med regeringens nye kontanthjælpsloft.

Loft betyder, at kontanthjælpsmodtagere fremover kun må modtage mellem 10.849 og 15.385 kroner om måneden afhængig af familiestørrelse. Samtidig ryger retten til særlig boligstøtte forsvinder, hvis man rammer kontanthjælpsloftet.

En af de lejere, der rammes hårdt af det nye kontanthjælpsloft, er Nauja May fra Aarhus. Hun er eneforsørger for en dreng med handicap.

- Det kan betyde, at vi skal finde en billigere bolig. Jeg har nogle behov omkring mit barn og mit barns handicap, der gør, at vi helst skal blive boende og ikke flytte for meget rundt. Så jeg kan næsten ikke overskue det, siger hun.

Hun fortæller, at hun står til at miste 2.300 kroner om måneden. Det betyder, at hun vil have omkring 4.700 kroner tilbage, efter de faste udgifter er betalt.

- Allerede nu er det utrolig skrabet, så det er voldsomt, siger Nauja May.

De aarhusianske boligforeninger ABOLA og Brabrand Boligforening er ærgerlige over, at det nye kontanthjælpsloft kan gå ud over deres lejere. Ikke kun dem, der ikke kan betale deres husleje, men også de øvrige lejere.

- Det er jo alle beboerne i boligforeningen, som i forvejen ikke hører til de mest velstillede, der kommer til at bære den omkostning, siger administrerende direktør i Brabrand Boligforening Keld Laursen.

  • Print
  • Del artiklen: