Kræftramte Jimmy hjælper andre med sine erfaringer

Få indvandrere med kræft søger rådgivning. Men det hjælper, så kom i gang, siger Jimmy Jones Fernandes.

Når 35-årige Jimmy Jones Fernandes møder op hos Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Aarhus for at tale om sin sygdom, er han en af de få, der har en anden etnisk herkomst end dansk.

Faktisk er det kun tre procent af den befolkningsgruppe, der møder op til kræftrådgivning, viser en ny undersøgelse, og det står i kontrast til, at omkring 11 procent af danskerne stammer fra andre lande.

- De føler sig måske skamfulde over, at de er blevet ramt. Eller tænker at grupperne kun er for danskere, siger Jimmy Jones Fernandez, der er blevet opereret for kræft i lungerne og i hjernen.

Giv det en chance

Selv er Jimmy Jones Fernandes nået til et punkt, hvor der ikke længere er noget at gøre for hans sygdom.

- Lægerne har sagt, at de ikke kan gøre mere for mig. De kan kun operere og strålebehandle én gang, fortæller han.

Derfor er han også glad for sit møde med kræft-rådgivningen og andre i samme situation.

- Det giver åbenhed og tillid at fortælle, så man kan hjælpe andre med sine oplevelser og erfaringer, siger han.

Men der har ikke været andre indvandrere i den mandegruppe under Kræftens Bekæmpelse, som Jimmy Jones Fernandes har deltaget i. Måske fordi de skammer sig eller tror, det ikke er for dem.

- Man skal give sig selv en chance og prøve det. Så oplever man det anderledes, siger aarhusianeren.

Budskabet skal spredes

Kræftens Bekæmpelse vil nu undersøge, hvorfor så få indvandrere bruger foreningens rådgivning. De kan kun gætte på årsagerne, siger områdechef for Midt- og Nordjylland Jørgen Ulrich Raunskov.

- Det kan være sprogbarrierer, men jeg tror snarere på, at det er uvidenhed og en kulturel barriere mod at søge hjælp i det offentlige. Men det er det, vi skal undersøge.

Organisationen forsøger at sprede budskabet om grupperne de steder, hvor mange med anden etnisk oprindelse end dansk er samlet. Det sker med bydelsmøder i Gellerup og en stand med oplysning om foreningen i Bazar Vest.

Kun Gud kan hjælpe Jimmy

Jørgen Ulrich Raunskov tror ikke på, at den manglende kontakt skyldes, at man bare ikke ønsker hjælp.

- Mennesker, som står i en livskrise, vil som regel gerne have vejledning og tale med andre i samme situation.

Jimmy Jones Fernandes har affundet sig med, at han ikke kan opereres igen for sin kræft. Han tror på, at masser af motion og hans tro på Gud kan hjælpe.

- Det er kun Gud, der kan gøre det. Lægerne har gjort alt, hvad de kunne. Man skal ikke give op, man skal kæmpe. Og blive ved med at tro, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: