Krigsveteran kendt skyldig i drab på sine forældre

43-årig mand er skyldig i drab og usømmelig omgang med forældres lig. Det har et enigt nævningeting netop afgjort.

Den 43-årige krigsveteran blev dømt efter, at han selv i retten har forklaret, hvordan han havde slået sine forældre med en økse. (© DR TVA)

En 43-årig krigsveteran er skyldig i drab på sine forældre og i usømmelig behandling af deres lig.

Det har et enigt nævningeting ved Retten i Randers netop afgjort i en usædvanlig sag, hvor kendelsen ”skyldig” i drab næsten var givet på forhånd.

Den 43-årige krigsveteran har selv i retten forklaret, hvordan han havde slået sine forældre flere gange i hovedet med en økse den 7. juli 2016 i en ejendom ved Uggelhuse nær Randers.

I en kort procedure slog mandens forsvarer Mikkel Nielsen fast, at alle var enige om, at der var tale om drab.

- Det er en tragedie, der kun har tabere, sagde han.

Bebrejdede forældre tvangsindlæggelse

Retten afviste forsvarets påstand om, at drabene var sket i nødværge. Det kan ifølge retten heller ikke begrunde handlingen, at den tiltalte var psykotisk og opfattede situationen som truende.

Forsvarsadvokaten lagde ellers vægt på, at tiltalte forbandt forældrene med den voldsomme tvangsindlæggelse, han var udsat for i september 2014. Tiltalte frygtede at afgå ved døden i politiets varetægt, mente forsvarer Mikkel Nielsen.

Umiddelbart efter tvangsindlæggelsen i 2014 rejste tiltalte væk og så angiveligt ikke forældrene før drabsdagen.

Og drabene på forældrene skete i en form for nødværge, argumenterede forsvareren, for den tiltalte blev nemlig overrumplet over, at forældrene dukkede op i ejendommen ved Uggelhuse nær Randers på drabsdagen sidste år. Han var bange for, at forældrene ville lade ham tvangsindlægge igen.

Til det sagde anklager Birgitte Ernst, at forældrene skrev et brev til sønnen i 2015, hvor de angrede tvangsindlæggelsen og lovede, at det aldrig ville ske igen. Tiltalte nægter at have set brevet, men det lå åbnet i mandens bagage efter anholdelsen.

Nødværge eller ej?

Anklageren understregede, at alle var enige om de faktiske omstændigheder. Mange dna-spor understøttede, at kun tiltalte og forældre havde været indblandet.

Det springende punkt var derfor, om drabene var sket i nødværge eller ej.

Derfor understregede Birgitte Ernst, at tiltalte kun havde enkelte hudafskrabninger og ingen spor efter kamp på kroppen, da han blev anholdt ved Vonge nær Give. Det skete efter, at han havde kørt rundt med sine døde forældre i deres bil i tre dage.

Han forklarede selv i retten, at han slog sin mor to gange, men obduktionsrapporten viste mindst ni økseslag, forklarede anklageren.

Tiltalte har flere gange har været udsendt på missioner i Bosnien og Kosovo i 1990'erne og sagde i tirsdags i retten, at han havde et meget anstrengt forhold til sine forældre.

- De havde en idé om, at jeg skulle være soldat med PTSD (posttraumatisk stress, red.), have pension og hjælpe dem med at sætte et hus i stand, forklarede han.

Men den tidligere soldat anså ikke sig selv for at være syg. Efter hjemkomsten fra missionerne blev han skilt, og ekskonen fik forældremyndigheden over deres to børn.

Lægerne vurderer, at den dømte har flere psykiatriske diagnoser. Anklageren mener, at den dømte skal have en anbringelsesdom på det psykiatriske hospital Sikringen på ubestemt tid. Forsvareren har argumenteret for en behandlingsdom på et mindre lukket psykiatrisk hospital.

Strafudmålingen ventes senest den 27. september.

OPDATERET 22/09/2017 15.40: Rettens afvisning af nødværge tilføjet. Strafpåstande korrigeret.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.