Krydstogtgæsterne strømmer til Aarhus

Både i år og næste år forventes det, at rekordmange krydstogtturister vil komme til byen.

Alverdens krydstogtgæster har for alvor fået øjnene op for Aarhus.

I år sætter Aarhus Havn rekord med 28 skibe og 70.000 gæster - og næste år bliver endnu bedre. Allerede nu er det sikkert, at 30 skibe og cirka 80.000 turister kommer til byen.

Det fortæller direktør for Visit Aarhus Peer Kristensen.

- Vi kan mærke, at vi får mere og mere opmærksomhed, og flere og flere kender til Aarhus som krydstogtsdestination, siger han.

Peer Kristensen forklarer den store fremgang med, at Aarhus er lykkedes med at blive et stop på de allerede etablerede Østersø-krydstogter hos rederierne.

Derudover er det faktum, at Aarhus skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017, blevet brugt til lokke nye kunder og skibe til.

Når krydstogtsturisterne kommer i land, er der tre hovedattraktioner, de skal se.

- Når de kommer ind, skal de se Den Gamle By, Aros og Moesgaard Museum, siger Peer Kristensen.

Selvom krydstogtturister sjældent er i det østjyske mere end en dag, så er de gode til at bruge penge, når de er land, siger han.

I gennemsnit bruger de mellem 400 og 600 kroner per mand.

  • Print
  • Del artiklen: