Kvalitetscykler og caffe latte: Cykelcaféer skyder op

Er man både til en god kop caffe latte og til en snak om cykler, så prøv en cykelcafé.

Var det nogen med en snak om cykler over en kop god kaffe?

Det er tilsyneladende en kombination, der frister. I hvert fald er cykelcaféer hotte, hvis man skal tro Cyklistforbundets blad, Cyklister.

Flere steder skyder cykelcaféer op. Blandt andet Knud’s Kiosk i Aarhus, hvor man – ud over at kunne købe en håndbygget cykel – kan komme og nørde cykler over en kop kaffe.

Kombinationen skiller vandene. For nogle er sammensætningen af en cykelbiks og en kaffebar for svær at afkode, for andre virker det tillokkende, fortæller indehaver Anders Freestone.

- De bliver nysgerrige og kommer ind i butikken og spørger: ”Hvad fanden foregår der?”. Det er det, vi helst vil have, siger han.

Hos Knud’s Kiosk er oplevelsen lige så vigtig som handlen, og desuden vil Anders Freestone og hans hold gerne i dialog med de cykelinteresserede.

- Det er vedkommende, og vi ønskede at have noget, der ikke kun er en butik, men også noget, vi ikke kan lade være med. Vi vil have gæster, ikke kun kunder, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: