Kystsikring: Venner og udenlandske virksomheder donerer penge til Anholt

Anholts indsamling til at kystsikre øen er kommet godt fra start.

Se eller gense TV Avisens indslag fra Anholt, hvor kysten langsomt forsvinder.

Projekt Red Anholts kyst er kommet godt fra start.

Anholt Borgerforening har nu startet en indsamling til kystsikring af øen, og den har på det første halve døgn givet 46.000 kroner.

Havet æder nemlig bid for bid kysten langs øens vigtigste vej, der forbinder havnen med resten af øen.

Det vil kostet 16 millioner kroner at kystsikre, og her mangler halvdelen, altså otte millioner kroner, efter staten, Norddjurs Kommune, Anholt Havn og Aqua Djurs i alt har fundet otte millioner kroner til projektet.

Liselotte Arentz Sørensen er formand for Anholt Borgerforening, og hun er godt tilfreds med starten på indsamlingen.

- Jeg synes, at det er et rigtig flot signal, at så mange har vist deres velvilje til at hjælpe og sende et signal om, at det her er noget, som vi er nødt til at få løst, siger hun.

Det er venner af øen, der har bidraget, men også udenlandske virksomheder har vist deres interesse og vil donere penge.

Liselotte Arentz Sørensen tror, at indsamlingen kan være med til at skubbe til politikerne.

- Vi håber, at vi kan få en god dialog med staten og vise, at nu har vi prøvet alt, og vi kan ikke komme videre, så nu er vi nødt til at få noget hjælp, siger hun.

Målet for indsamlingen er en million kroner.

Der samles ind via crowdfunding, hvor man får sit bidrag tilbage, hvis ikke projektet fuldføres.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.