MGP-værtsbyen Horsens: Fra fængselsby til koncertmekka

Flere vælger at slå sig ned i den østjyske by Horsens og en af årsagerne er, at indbyggerne selv er fortalere for byen, mener fremtidsforsker.

Goooodaften Hoooorsens. Sådan lød det i lørdags, og sådan kommer det sikkert til at lyde igen i aften. Den østjyske by har lagt sit Forum til først de voksnes Melodi Grand Prix og i aften til børnenes MGP, men også en lang række af store internationale kunstnere som eksempelvis David Bowie, Rolling Stones, Bob Dylan, U2, Madonna og Metallica.

Horsens kan det med de store koncert-begivenheder i byen.

Horsens Kommune:

Horsens Kommune tæller omkring 86.000 indbyggere - i 2006 var der knap 78.000 indbyggere.

Kommunen består af de tidligere Horsens, Gedved og Brædstrup kommuner, minus en lille del af Brædstrup, der har valgt at blive en del af Skanderborg Kommune.

Kommunen dækker et areal på 520 km2 og breder sig fra Endelave i øst til Brædstrup i vest.

Kilde: Danmarks Statistik og Horsens Kommune

En ny imageundersøgelse viser desuden, at på spørgsmålet: ”Hvad er det første du tænker på, når jeg siger Horsens”, så svarer 40 procent kulturby og/eller koncerter.

Men engang var Horsens en arbejderby, der lå i skyggen af et fængsel, og ved den første imageundersøgelse i 2000, var der kun to procent , der forbandt byen med kultur.

Men netop koncerter og kultur har de seneste år haft indflydelse på, at kommunen nu er den, der vokser hurtigst i Jylland.

Horsens har desuden netop overhalet Aarhus og nu er nummer tre i Danmark i forhold til befolkningsvækst, kun overgået af Furesø og Københavns kommuner.

Stegt flæsk og persillesovs

Horsens' forvandling begyndte i 1999 med en invitation fra daværende teaterdirektør Frank Panduro, nu direktør i Horsens & Friends, til 20 af byens spidser, der havde tegnebogen i orden.

- Velhaverne smed en million kroner, og ret hurtigt stod Bob Dylan, Joe Cocker og Hank Marvin på scenen.

Frank Panduro, direktør, Horsens & friends

I invitationen stod der, at det ville koste dem penge, og at de ikke selv ville få noget ud af det, undtagen en omgang stegt flæsk med persillesovs.

- Jeg ville gerne skabe en ny dagsorden for byen, og det skulle ske ved at invitere store navne til byen. Missionen lykkedes. Velhaverne smed en million kroner, og ret hurtigt stod Bob Dylan, Joe Cocker og Hank Marvin på scenen, siger Frank Panduro.

I 2000 spillede Bob Dylan en intimkoncert på Horsens Ny Teater, hvor kun 250 tilskuere kunne få plads til at se legenden. Se klippet her fra TV Avisen, der fangede den første fan, der havde stilt sig i kø for at få en billet.

Involverede borgere

Men koncerterne har tjent et andet formål end at være publikumsmagneter, mener fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.

- Alle har lagt mærke til, at de har brandet sig udadtil. Men det vigtigste er det, der er sket indadtil. Mange har været involveret i koncerterne, og det har været en bevidst politik, siger han.

- Det har skaffet gode ambassadører blandt byens egne indbyggere, og det er guld værd i en bosætningstid. De store begivenheder trækker ikke nye borgere til, men det gør det, hvis folk omtaler byen som et godt sted, lyder det fra Jesper Bo Jensen.

Fremtidsforskeren fremhæver også den gode geografiske placering ved vand og skov og den østjyske motorvej E45 som væsentlige for den store tilflytning.

Fra Kalundborg til Horsens

I 2015 voksede Horsens med knap 1400 nye borgere. Året før flyttede 46-årige Pia Blom til byen fra Kalundborg med sine tre døtre. Hun var netop blevet skilt, og hendes ældste datter havde planer om at studere i Aarhus, så for at Pia Blom ikke kom til at sidde tilbage i Kalundborg med de to andre døtre, valgte de alle sammen at tage springet og flytte.

- Min søster og nevø boede i Horsens på daværende tidspunkt, og i dag er vi så glade for, vi gjorde det. Vi er alle begejstrede for de mange forskellige tilbud, der er. Både handelsmæssigt, men også kulturelt. Det mærker vi tydeligt, da vi kom fra en mindre provinsby, hvor der var færre tilbud, siger Pia Blom.

- Vi er begejstrede for de mange forskellige tilbud, der er. Både handelsmæssigt, men også kulturelt.

Pia blom, tilflytter, Horsens

Hendes ældste datter, der i dag er 22 år, er nu flyttet til Aarhus for at studere, mens de to andre døtre på 11 og 14 år går på Horsens Byskole. Men det var ikke uden bekymring, at pigerne skulle starte på netop den skole, fordi skolen i 2014 blev omtalt i TV2-programmet "Kundskab og Kaos".

- Og der var jeg ikke begejstret for den almene indstilling til at gå i skole, men jeg må sige, at det blev gjort til skamme. Den skole har formået at hæve min midterste datters niveau, og hun er netop startet på Junior Talent-forløbet på Horsens Statsskole, fortæller Pia Blom, der selv er ansat i Horsens Kommune som social- og sundhedsassistent.

Krimimessen i Horsens er Nordeuropas største festival for krimi og spænding. Den blev afholdt første gang i 2001. Klippet her er fra 2007.

Rig på aktiviteter og tæt på vandet

Parret Hanne Killerich Toustrup og Jesper Enevold Pilgaard har boet i byen i syv år med deres tre børn. De flyttede fra Aarhus.

- Med tre børn vil vi gerne have et hus med have, og det havde vi ikke råd til i Aarhus. Vi vidste ikke noget om byen før. Men den har vist sig at have en god størrelse og er rig på aktiviteter. Det er for eksempel fedt at være en del af koncerterne, men der er også et godt caféliv, og det er tæt på vandet, siger Hanne Killerich Toustrup.

- Derudover er det let at komme både nordpå og sydpå, når vi skal besøge familien. Vi har placeret os lige midt i det hele, og det har vi aldrig fortrudt, siger hun.

Fængslet skal skabe ny omtale

Men der skal arbejdes på at fastholde et image, som det byen har i dag. I 2007 var det hele 57 procent, der forbandt byen med kultur og koncerter. Det skal nok ses i sammenhæng med, at både Rolling Stones og Madonna gav koncerter året før, hvilket trak 160.000 mennesker i alt.

- Vi har rigtig meget konkurrence fra vores nabobyer, hvor man direkte taler om Horsens-modellen. Der skal vi passe på ikke at sove i timen.

Frank Panduro, direktør, Horsens & Friends

Koncertarrangør Frank Panduro erkender, at det er en udfordring.

- Vi har rigtig meget konkurrence fra vores nabobyer, hvor man direkte taler om Horsens-modellen, altså at man vil blive kendte gennem store events. Der skal vi passe på ikke at sove i timen, siger han.

Frank Panduro vil derfor satse på, at det gamle fængsel, som engang trak byen ned, nu skal være stedet, der skaber ny omtale.

- De andre har ikke sådan en kulturinstitution stående tom, og derfor satser vi rigtig meget på fængslet. I Herning har de Boxen, der kan rumme 15.000, mens Forum kun kan have 5.000. Så kunstnerne kan tjene flere penge i Herning. Det er vigtigt at lave noget, der ikke kan kopieres direkte. Koncerter er ikke længere nok i sig selv, siger Frank Panduro.

I 2006 spillede Rolling Stones i Horsens for over 80.000 mennesker. Koncerten skulle have været holdt i juni, men blev udsat, da Keith Richards kom til skade efter fald fra et palmetræ. Koncerten blev dog afholdt tre måneder senere den 3. september 2006.

Flere store navne på vej

Som begrundelse for at komme til Horsens, nævnte bandet Metallica, at det var spændende at spille i fængslets rammer, mens det danske band Volbeat trak 22.000 gæster i Horsens mod 14.000 i København.

- Direkte adspurgt sagde publikum, at det gav noget, at det var i det nedlagte fængsel, siger Frank Panduro.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen tror, at Horsens kan fortsætte væksten.

- De skal fortsætte med at tiltrække for eksempel studerende, som man skal holde på, når de er uddannede. Og så skal der selvfølgelig være nok tilbud til de unge familier, siger han.

Frank Panduro lover, at der er store kulturtilbud på vej i år. Men navnene er fortsat en hemmelighed, indtil kontrakterne er underskrevet. Foreløbig er han i aften til MGP i Forum Horsens.

- Jeg vil være til stede - lidt over det hele. Jeg vil se rolig og afbalanceret ud, men det er jeg ikke, siger den ellers erfarne koncertarrangør.

Hjemme hos Pia Blom skal MGP ses i fjernsynet, og tv'et bliver nok også tændt hos Hanne Killerich Toustrup. Og så lyder det endnu engang: Goooodaften Hoooorsens!

Flere facts om Horsens:

  • Horsens - Horsnes, betyder Hestenæs.
  • Horsens var en betydelig by i middelalderen med adskillige klostre og fæstningsanlæg. En række patricierhuse, blandt andre Jørgensens Hotel, vidner om at Horsens også var "købmændenes by" i 1700-tallet.
  • Horsens har Danmarks eneste industrimuseum samt landets bredeste gågade, Søndergade.
  • Maleren Michael Kvium er født i Horsens og vokset op i et katolsk hjem og er ud af en børneflok på otte børn. Han startede karrieren som bladtegner på Horsens Folkeblad.
  • Ruslands kongelige familie har boet i Horsens. Kejserinden af Rusland, Katharina den Store, forviste i 1780 to prinser og to prinsesser til byen, hvor de boede resten af deres liv i et stort palæ på Torvet.
  • Byens store opdagelsesrejsende er Vitus Bering, som blev født i Horsens i 1641. Han har fået et hav og et stræde mellem Alaska og Rusland opkaldt efter sig.
  • Print
  • Del artiklen: