Nabobyggeri gør husejere til Sorteper

Et boligbyggeri blev gjort en etage højere. Det klagede naboerne over, men tabte sagen i landsretten.

Husejere kan let blive Sorteper, hvis der bliver bygget så tæt på deres huse, at de føler sig generet.

Det viser en sag fra Hov ved Odder.

Byrådet i kommunen havde oprindeligt givet grønt lys til et byggeri i to etager. Men lokalplanen blev pludselig ændret til, at der kunne bygges i tre etager.

Husejer og nabo Jerrik Warfvinge er meget utilfreds med de nye boligblokke, primært fordi de har forringet husets værdi, men også fordi det giver de nye naboer et kik ned i hans have.

- Vi har investeret vores pensionsopsparing i huset, og nu får vi færre penge fra huset. Det er penge, vi skulle have brugt til at nyde vores otium for, siger han.

Jerrik Warfvinge og tre andre husejere har ført sag mod boligselskabet DOMI Bolig, der har stået for byggeriet af blokkene på nabogrunden i Hov.

Direktør Uffe H. Vithen siger, at boligselskabet at forsøgt at begrænse ulemperne for parcelhusejerne.

- Vi har trukket bebyggelse lidt tilbage og gjort den lidt lavere og kunne ikke gøre yderligere. siger han og henviser til, de har overholdt alle regler i lokalplanen og i bygningsreglementet.

Husejerne vandt i byretten, hvor de fik tilkendt erstatning. Selvom Jerrik Warfvinge kun fik de 200.000 kroner af de i alt 480.000 kroner, han havde tabt i husets værdi, var han indstillet på at acceptere dommen.

Men tilfredsheden varede kort, for boligselskabet ankede til Landsretten, og landsretten endte med det modsatte nemlig nul kroner i erstatning.

Det mener Jerrik Warfvinge er en uretfærdig dom, for han kan ikke anke videre.

- Så vi skal bare æde, vi har tabt, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: