- Hvem det er, og om det er de samme, det har vi ingen anelse om, siger Michael Johansen.

Hunden Pablo er blevet stjålet - for anden gang i denne uge.

Den specialtrænede narkohund blev første gang stjålet natten til tirsdag fra sit hjem i Aarhus.

Politiet fandt dog hunden igen tirsdag aften.

Men da hundens ejer Michael Johansen i dag kom ud til den låste hundegård, var der klippet hul i hegnet, og hunden var væk.

- Vi er dybt rystede og fuldstændig tomme indvendige. Det er vanvittigt, siger han.

Det var hans kone, som opdagede, at Pablo igen var væk. Michael Johansen havde ellers sikret hundegården med blandt andet ekstra låse.

- Det samme sker som den anden morgen. Min kone skal på arbejde og kommer ud, og så er hunden væk. Den her gang har de klippet hegnet i stykker og taget hunden ud, siger Michael Johansen.

Politiet har efterforsket sagen og set, at gerningsmændene eller gerningsmanden er kommet ind i baghaven ved et raftehegn, de har løftet op. De har desuden været inde i nogle haver ved siden af, hvor der var tydelige spor.

- Hvem det er, og om det er de samme, det har vi ingen anelse om, siger Michael Johansen.

Ved du noget, som kan hjælpe med at opklare sagen, så kontakt Østjyllands Politi på 114.

Signalment af Pablo:

  • Til daglig arbejder Pablo sammen med sin ejer hos Air Force Training Centre’s Hundetræningscenter i Karup.
  • Pablo ligner en lille schæferhund, men han er en malinois på fire år.
  • Når han bliver luftet i line og søger, svinger han kraftigt fra højre til venstre.