Norddjurs er dansk mester i efteruddannelse

Næsten hver tiende voksen i Norddjurs var på voksen- eller efteruddannelse sidste år.

Det kan godt betale sig for virksomhederne at give efteruddannelse til medarbejdere i perioder, hvor man ikke har så travlt, mener beskæftigelseschefen i Norddjurs Kommune. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard © DR Østjtylland)

Norddjurs Kommune har stor succes med at efteruddanne både faglærte og ufaglærte borgere.

Sidste år deltog ni procent af de voksne borgere i kommunen i voksen- eller efteruddannelse, hvilket gør dem til en delt danmarksmester, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Norddjurs er sammen med Thisted den kommune, der har forholdsvis flest på efteruddannelse.

- Det betyder, at vores arbejdskraft i kommunen og virksomhederne bliver mere konkurrencedygtig, siger Erik Holck Hansen, chef for virksomhed, integration og beskæftigelse i kommunen.

- Vores arbejdsgivere er blevet opmærksomme på, at det kan betale sig at give efteruddannelse i perioder, hvor man ikke har så mange ordrer i bogen.

På den måde, mener Erik Holch Hansen, kan virksomhederne beholde arbejdskraften i perioder med mindre produktion.

Nicolai Mogensen er en af dem, der benytter sig af efteruddannelse.

- Jo mere opgraderet din kursus-bog er, jo mere attraktiv er du på arbejdsmarkedet, siger han.

Normalt sætter han vindmøller op, men der er ikke arbejde alle årets måneder.

- Hvis du arbejder i såkaldte tredjeparts-firmaer, bliver man som regel vinter-fyret. Det er kun, hvis du er i for eksempel Siemens eller Vestas, altså selve mølleproducenterne, at du er mere fastansat.

Selvom Norddjurs har mange AMU-kursister, er der færre kursister på landsplan.

Fra 2012 til 2016 er antallet af kursister faldet med 31 procent.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.