Ny rapport: Løb skyld i over en kvart million idrætsskader sidste år

Ifølge en endnu ikke offentliggjort rapport havde cirka 260.000 danskerne en løbeskade sidste år.

Næsten 30 procent af danskerne løber regelmæssigt. For 30 år siden var det omkring fem procent. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Flere og flere danskere er motionsløbere, og derfor er løb blevet den sport, der er årsag til flest skader.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport, som Aarhus Universitet har lavet i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut om danskernes idrætsskader.

Ifølge rapporten havde fem procent af alle danskere en løbeskade i 2016, hvilket svarer til cirka 260.000 mennesker.

- Løb er blevet en folkesport. Skadesrisikoen er ikke lige så høj, som den er i andre sportsgrene, men vi ser rigtig mange løbeskader, fordi der er rigtig mange danskere, som løber, siger fortæller Rasmus Ø. Nielsen.

Han forsker i løbeskader ved forskningsgruppen Runsafe på Aarhus Universitet og har været med til at lave rapporten om blandt andet danskernes løbeskader i sidste år.

Rapporten, der udkommer i maj, omhandler for eksempel Anders Lefevre Nielsen fra Aarhus-forstaden Åbyhøj.

Da han for to år siden deltog i Copenhagen Marathon, besvimede han kort før målstregen. Siden har han døjet med træthed og smerter i ryggen.

- Det påvirker alt det, jeg gerne vil. Jeg kan ikke selv bestemme, om jeg vil ud at løbe en tur eller bære rundt på tunge ting uden at få ondt i ryggen.

Lægerne har ikke kunnet give klart svar på, hvad den 29-årige aarhusianer fejler, men han har fået at vide, at det muligvis skyldes, at hans nyrer blev overbelastet på grund af de affaldsstoffer, som musklerne udskilte, da han løb.

- Nu tænker jeg, at jeg skulle have stoppet. Men dengang havde jeg et mål og ville gøre alt for at gennemføre det. Så jeg tænkte ikke over konsekvenserne.

Heldigvis er det sjældent, at det går så galt, som det gik for Anders Lefevre Nielsen, fortæller Rasmus Ø. Nielsen.

- Det er sjældent, at vi ser, at skadeperioden overstiger et år. Det hyppigste er mellem to til fire måneder for gængse løberskader som akillesseneproblemer, løberknæ og springerknæ, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.