Østjyske kvinder lever længere end kvinder i resten af landet

83,4 år er nu gennemsnits-levetiden for kvinder i Østjylland, viser ny statistik.

Det gamle ordsprog siger, at "Jyden Han er Stærk og Sej".

Men østjyden: HUN er stærkere og sejere end sine medsøstre i resten af Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at det stærke køn i Østjylland lever længere end kvinder i andre landsdele.
Hele 83,4 år er nu middellevetiden for kvinder i landsdelen - et år mere end i resten af landet.

Årsagen er det høje uddannelses-niveau i Østjylland, forklarer seniorforsker Finn Breinholt fra Region Midtjyllands Center for Folkesundhed.

- En god uddannelse giver adgang til gode job, bedre løn og mindre fysisk og psykisk belastende arbejde, siger han.

- Der er ikke stor forskel på, hvor motiverede folk fra forskellige samfundslag er for at holde op med at ryge, drikke mindre eller dyrke motion. Men de veluddannede er bedre til at gøre det i praksis, lyder det fra Finn Breinholt.

Kvinders levetid er generelt faldet en smule - for første gang i over 20 år. Men der er ikke tale om en ny tendens, mener Finn Breinholt.

- Et lille fald et enkelt år betyder ikke noget, siger han.

Middellevetiden i Danmark er steget næsten uafbrudt i snart 200 år. Bedre levevilkår, bedre boliger, sundere mad og bedre behandlingsmuligheder er årsagen.

  • Print
  • Del artiklen: