OL-drømmen forsvandt bag horisonten

PORTRÆT: Rio var målet i syv år. Nu tager de dobbelte Europa-mestre en pause fra 49'eren.

Det har været syv år med saltvand i ansigtet, tunge vægte i træningslokalet og masser af sejre. Med øjnene stift rettet mod OL i Rio som det store mål.

Hvad er en 49’er FX?

  • I 2012 blev 49’er FX udvalgt som en olympisk disciplin til OL i 2016.
  • Første high performance-båd for kvinder på det olympiske program.
  • To-personers trapez-jolle. Ekstremt ustabil og svær at styre og meget fysisk krævende.
  • En af de hurtigste jolle-typer, der på en god dag kan sejle 45 km/t.
  • 7,5 meter mast. To sejl med et samlet sejlareal på 19 kvadratmeter.
  • Når vinden kommer ind bagfra, kan sejlerne sætte et tredje sejl, der kaldes en spiler. Spileren er 25 kvadratmeter.
  • Kilde: idaogmarie.dk

Og så pludselig en februar-dag på kajen ved VM i Clearwater, Florida stod det klart, at målet var glippet.

Selvom de to aarhusianske sejlere har vundet EM to gange og har været på VM-sejrskamlen med medaljer de seneste to år, så blev favoritterne ikke Danmarks bedste ved den sidste af de tre turneringer, der afgør det hele.

Marie Thusgaard på 22 år og Ida Marie Baad på 23 år kender hinanden bedre, end mange ægtefolk gør. Men nu er der skilsmisse i 49’er FX-båden, for de to har valgt at sige stop efter skuffelsen. I hvert fald for en tid.

- Det var fuldstændigt frygteligt at komme ind efter en sejlads, der ellers var gået godt, og få at vide, at vi havde haft en tyvstart, siger Marie Thusgaard om den sejlads, der endeligt afgjorde, at OL-kvalifikationen missede.

- Man forstår det nærmest ikke helt. Alle de drømme man har haft, dem er der bare nogen, der slukker. Det var ikke særligt sjovt, siger hun.

Kampen for OL-billetten bød på store udfordringer for Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. En kapsejlads i Florida med knækket mast blandt andet.

Ramte efter et par dage

Det blev på flere måder en sjælden dag for de disciplinerede sportsfolk, fortæller Ida Marie Baad.

- Vi drak os rigtigt fulde. Der er altid en fest for sejlerne, når VM er slut. Og det var egentligt rart at være sammen der, for vi er stadig venner med de andre danske sejlere, selvom vi er hårde konkurrenter, siger hun.

- Det ramte først for alvor efter et par dage. Vi skulle tale med vores træner og sportspsykolog om, hvad der nu skulle ske. Og der pressede tårerne sig på, fortæller Ida Marie Baad.

Og i sidste uge stod det klart for de to, at de ikke ville være træningsmakkere for Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der snuppede den danske OL-plads i 49’er-klassen for kvinder.

- Vi fik talt om, at jeg har lyst til at være mere hjemme, og at Ida Marie har lyst til at gøre noget ved sin uddannelse. Men ordene: ”Vi skal ikke sejle sammen mere” - det er ikke blevet sagt, fortæller Marie Thusgaard.

- Jeg vælger at sige ligesom skolekærester: Vi er på pause, siger Ida Marie Baad med et smil, der kan høres i telefonen.

Englehop på toilettet

Det er en speciel relation, der bliver brudt. For man bliver både venner og kolleger ved at arbejde mere end fuld tid på det ganske lille kontor, som en 49’er FX-båd er.

- Jeg tror, at jeg kan gætte, hvad Ida Marie vil svare, som Marie Thusgaard udtrykker det.

Det er også en ekstremt struktureret hverdag, der bliver brudt ned for de hårdtarbejdende elitesportsfolk.

- Før trænede jeg jo hele tiden med et mål. Nu går jeg jo bare ned og styrketræner, fordi jeg ikke kan lade være, siger Marie Thusgaard.

- Det er rigtigt svært at slippe alle de rutiner, vi har haft. At følge med i vejrudsigten og tjekke vinden. Og få dårlig samvittighed over at drikke en øl, siger hun.

Overgangen fra et fysisk aktivt liv til at være erhvervsøkonomi-studerende på Aarhus Universitet har også været udfordrende for Ida Marie Baad.

- Det giver lidt kriller i kroppen at sidde stille så længe. Indimellem må jeg lige ud på handicap-toilettet og lave 10 englehop for at få rørt mig lidt.

Så glade var Ida og Marie, da de vandt EM-guld på hjemmebane i Aarhus i 2013.

Rimelige krav

Sejlsports-parret var Årets Fund i 2014 og har haft et konstant højt niveau, der har ført til EM-titler og VM-medaljer. Så kunne man måske tro, at bitterheden lurer over, at tre turneringer kort før OL skal afgøre, hvem Danmark sender af sted. Men nej.

- Kravene er rimelige. Vi har sejlet mod hinanden og i de sejladser, der gjaldt, der har vi ikke ramt niveauet. Til OL skal man også præstere til ét stævne, mener Marie Thusgaard.

- Det skal ikke være dem, der var gode for to år siden, men dem, der er gode i dag, der skal af sted. Sådan lyder den kontante melding fra Ida Marie Baad.

Fornemmelsen af, at de to kunne hente en OL-medalje, er ikke druknet. Men selvom Danmark har flere medalje-kandidater i kvindernes 49’er-klasse, så siger OL-reglerne, at hver nation kun må stille med én båd.

- Jeg tror, at Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der skal deltage, har gode medaljechancer. Men det havde vi også haft. 100 procent. Og det føles mærkeligt ikke at få lov til at vise det, siger Marie Thusgaard.

Ikke længere bange for skader

Den tomme kalender kræver lidt tilvænning.

- Man kan jo gøre, hvad man har lyst til. Min søster ringede den anden dag og spurgte, om hun måtte komme forbi om en halv time bare for at hygge. Og det kunne hun godt..! Det er vi ikke vant til, siger Marie Thusgaard, der planlægger en rygsækrejse med sine veninder.

- Og så kan jeg stå på rulleskøjter og klatre uden at være bange for at blive skadet, så det vil gå ud over sejladsen. Så den får fuld skrue med andre sportsgrene, siger hun.

Måske OL i 2020

Langt ude i horisonten skal der jo også være Olympiske Lege i Tokyo i 2020.

- Lige nu har jeg sindssygt meget lyst til at tage en kampagne mere frem mod 2020. Men måske er det bare fordi, jeg har et stort tomrum i min hverdag. Det kræver vist mere end en uge i Danmark at mærke efter, siger Marie Thusgaard.

Ida Marie Baad er mere beslutsom.

- Det er ikke slut for mig. Jeg vil gerne til OL, og jeg er ret sikker på, at jeg skal sejle en kampagne til, siger hun.

- Det er træls, at vi skal kigge så langt frem. Og der er også hård konkurrence om pladsen til næste OL, så vi kan jo ikke være sikre på at komme af sted. Men jeg har lyst til al den sejlads, det vil kræve, lyder det fra Ida Marie Baad.

  • Blå bog:
  • Ida Marie Baad Nielsen & Marie Thusgaard Olsen
  • Født hhv. 1992 & 1993
  • Rorsmand & gast på 49’eren
  • Europamester i 2013 og 2014.
  • Juniorverdensmester 2014.
  • VM-sølv i 2014 og bronze i 2015.
  • World Cup-sejre i 2013 og 2015.
  • Kilde: sejlsport.dk
  • Print
  • Del artiklen: