Plejecenter hjælper ledige i arbejde: Vi ser dem som en gave

På Funder Plejecenter ved Silkeborg har de stor succes med at hjælpe langtidsledig tilbage i arbejde.

Jeannette Børding (tv.) har i dag et vikariat på Funder Plejecenter efter sit praktikophold samme sted. Det havde hun ikke troet, da hun gik rundt som ledig og skulle i praktik. (Foto: Jørgen Engelbrecht © Dr Østjylland)

De sidste år har der været stribevis af historier om langtidsledige, der skal igennem det ene korte aktiveringsprojekt efter det andet.

En ny rapport fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser nu, at det handler om at få både kollegerne og de ledige til at se meningen i korte ansættelser, hvis projektet med at få langtidsledige i job skal lykkes.

Det har de gode erfaringer med på Funder Plejecenter ved Silkeborg. Her har de fået øjnene op for, at det også være en fordel for arbejdspladsen at tage folk ind i virksomhedspraktik, fortæller lederen, Karen Flensted.

- Vi har for hver enkelt praktikant formået at finde en mentor eller kontaktperson, som har fulgtes med dem, og vi ser det som en gave at få et par ekstra hænder til ting, der måske ikke ellers bliver lavet. Det kan være at gå en tur med beboerne, synge med dem og læse historier, siger hun.

Jeannette Børding er en af dem, det handler om. Hun arbejder i dag i et vikariat på Funder Plejecenter, men før det var hun i praktik på stedet, fordi hun blev fyret fra sit tidligere job og havde været ledigt i et stykke tid.

- Det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har været rigtig glad for det. Jeg var meget nervøs, da jeg startede her, og tænkte, om det var noget for mig. Men efter de fire uger var jeg slet ikke i tvivl, forklarer hun og fortsætter:

- Der er en rigtig god arbejdsstemning generelt, fordi man er meget tæt på hinanden. Jeg har slet ikke følt, at jeg kom og var et irritationsmoment og bare gik i vejen. Det har bare været så godt.

Ifølge den nye rapport er især mentorordninger noget af det, der virker. Det er nemlig vigtigt, at praktikanterne har personer, de kan spejle sig i, og som kan guide dem i de forholdsvis korte ophold, de har på arbejdspladsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.