Politiet finder 19 vanrøgtede hunde på adresse i Gjerlev

Ligesom i sidste uge har politiet fundet en stor mængde vanrøgtede hunde i Gjerlev.

Billedet er fra fredag, hvor 27 hunde blev fjernet. Nu er yderligere 19 hunde blevet fjernet. (© Dyrenes Beskyttelse)

I sidste uge blev 27 hunde fjernet fra en såkaldt hvalpefabrik i Gjerlev mellem Randers og Hadsund. Fredag er yderligere 19 hunde blevet fjernet i samme sag.

Det er sket, efter politiet i morges modtog en anmeldelse om, at der var flere hunde på det oprindelige findested, oplyser Østjyllands Politi.

- Derude fik vi så oplysninger, som gjorde, at vi undersøgte en anden adresse, fortæller vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi til Ritzau.

På den nye adresse blev der fundet både hvalpe og voksne hunde, der bar præg af vanrøgt.

Politiet fandt også flere døde hunde, oplyser efterforskningslederen.

- Nu skal vi i gang med at danne os et fuldt overblik over sagen. Blandt andet hvor mange døde hunde, der er tale om. Og så skal nogle af de døde hunde nok obduceres for at klarlægge dødsårsagen, siger Anders Uhrskov.

De fjernede hunde er blevet anbragt på et dyreinternat.

Efterforskningslederen oplyser, at en person er blevet sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. Loven giver mulighed for at straffe mishandling og vanrøgt med alt fra bøde til fængsel indtil to år.

På nuværende tidspunkt kan politiet ikke oplyse, hvilken forbindelse der er mellem de to adresser, hvor de vanrøgtede hunde er blevet fundet.

Flere af de hunde, der blev fjernet i sidste uge, måtte aflives.

/DR Nyheder/

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.