Raser mod byttehandel mellem Venstre og DF: En svinestreg uden lige

Vindmøllemodstandere sure over, at DF har byttet frikadeller for vindmøller.

En svinestreg.

Sådan betegner vindmølle-modstandere den aftale, der tilsyneladende er indgået mellem Dansk Folkeparti og Venstre i Randers.

En "noget for noget”-aftale mellem de to partier betyder nemlig, at Dansk Folkeparti vender på en tallerken og i dag, torsdag, vil stemme ja til opstillingen af fem 130 meter høje vindmøller i Binderup mellem Havndal og Udbyhøj.

Det er angiveligt som kvittering for, at Venstre mandag stemte for kravet om svinekød i daginstitutionerne.

I sommer stemte Dansk Folkeparti ellers mod et næsten identisk vindmølle-forslag fra Venstre, men nu har piben fået en anden lyd.

- Jeg er nødt til at stemme ja. Jeg og byrådsgruppen har sat en underskrift på et politisk dokument, siger Dansk Folkepartis Frank Nørgaard.

Det er at træde på vælgerne, mener Vibeke Plauborg, der er formand for Sødring-Udbyhøj Borgerforening.

- Jeg synes, det er en svinestreg uden lige. De har jo været på modstandssiden gennem hele forløbet og var den store møllemodstander i sidste forløb, og pludselig stemmer de det hele igennem, siger hun.

Næsten halvdelen af Venstres byrådsgruppe, inklusive borgmesteren, stemte også i sommer mod vindmølle-forslaget.

Men Vibeke Plauborg frygter, at de nu også bliver tvunget til at stemme ja denne gang.

- Jeg håber selvfølgelig, nogen tør stemme nej, fordi det er deres overbevisning, siger hun.

Hvad mener du om aftalen mellem Dansk Folkeparti Randers og Venstre, Danmarks Liberale Parti?

Opslået af DR P4 Østjylland på 20. januar 2016

  • Print
  • Del artiklen: