Region til borgerne: Lægevagten skal ikke rode med dine glemte recepter

Region Midtjylland vil opdrage borgerne til at huske at forny recepter i egen læges åbningstid.

Det er både bedre for patienten og billigere for regionen, hvis borgerne bruger egen læge, lyder det fra Region Midtjylland. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Alt for mange ringer til lægevagten i situationer, hvor de i virkeligheden burde kontakte deres egen læge.

Det mener Region Midtjylland, som derfor vil forsøge at opdrage på os, så vi i højere grad kontakter vores egen praktiserende læge, når vi for eksempel skal have fornyet en recept.

Det vil være bedre for både service og økonomi, mener Jørgen Nørby (V), der er formand for udvalget for nære sundhedstilbud i regionen.

- Brug din egen læge, der kan du være sikker på, at du får den helt rigtige behandling, samtidig med at regionen sparer penge, siger han.

Han tror, at mange ringer til lægevagten, fordi de har oplevet, at ventetiden til egen læge var lang.

- Der har været problemer med at komme igennem til egen læge, men det er vi i samarbejde med de praktiserende læger ved at have løst. Det burde fremover ikke være argumentet for at ringe til vagtlægen, siger Jørgen Nørby.

Det er kun to år siden regionen sidst kørte en oplysningskampagne om, at man skulle forsøge at bruge sin egen læge frem for lægevagten.

Siden har man faktisk sparet flere hundrede tusinde kroner om måneden, fordi folk ændrede adfærd, fortæller Jørgen Nørby.

- Lægevagten bliver samtidig aflastet, for vagten skal være til rådighed øjeblikkelig i akutte situationer og ikke sidde og rode med recepter, som borgere har glemt i dagens løb, siger han.

Den nye oplysningskampagne skal efter planen kører i efteråret.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.