Samtaler skal sikre at lærerstuderende ikke dropper ud

Via University College vil knække frafaldskurven ved at tale med alle ansøgere.

De lærerstuderende bliver så trætte af studiet, at de dropper helt ud.

Det høje frafald fortsætter, selvom uddannelsen for tre år siden blev ændret, og blandt andet et karakterkrav på 7 skulle højne motivationen blandt de unge.

I gennemsnit forlod 16,1 procent af de studerende læreruddannelsen mellem 20o5 og 2012, mens det var hele 17,6 procent, der forlod uddannelsen i 2014.

Ved Via University College i Region Midtjylland er frafaldsprocenten endnu højere. Her er det hver femte, der giver op undervejs.

Mange grunde til at droppe ud

Uddannelseschefen for læreruddannelserne på VIA University College, Elsebeth Jensen, erkender, at kurven ikke er knækket endnu.

- Vi hører meget forskellige grunde til at droppe ud. Nogen har personlige problemer, andre synes, det er den forkerte uddannelse, og andre igen synes, det er for svært eller for let, siger hun.

Via University College vil nu forsøge med at tilbyde alle dem, der søger ind, en vejledende samtale. Det er gjort tidligere med kvote 2-studerende. Det bliver et pilot-projekt i år.

- Det bliver et stort arbejde, men vi tror, arbejdet er givet godt ud. Det betyder ekstra udgifter og ekstra tid, men vi tror, vi får mere afklarede studerende, siger Elsebeth Jensen.

Uddannelseschefen håber på en frafaldsprocent på omkring 10.

- Nogen vil altid have valgt forkert, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: