SAS satser på Aarhus Lufthavn: Åbner flere nye ruter

De nye ruter til blandt andet Oslo og Stockholm vil vise, om lufthavnen har en bæredygtig fremtid, vurderer luftfartekspert.

Aarhus Lufthavn åbner nye SAS-ruter til Oslo, Stockholm, München, Malaga, Palma og Split.

Østjyske rejsende får nye destinationer at vælge mellem, når de rejser fra Aarhus Lufthavn i Tirstrup.

Flyselskabet SAS har investeret markant i den lille lufthavn på Djursland, og resultatet er, at trafikken står foran en udvidelse på mere end 50 procent.

Aarhus Lufthavn præsenterede torsdag formiddag flere nye SAS-flyruter.

En forretningsrute til Oslo med to daglige afgange og ruter til Stockholm og München med en daglig afgang. Og indenrigsruten Aarhus-København bliver udvidet til ti afgange hver dag.

Der kommer også nye ferieruter til Malaga i Spanien og - i sommerperioden - til Palma på Mallorca. Og endelig en ny rute til Split i Kroatien.

De nye ruter vil vise, om der er en bæredygtig fremtid for lufthavnen i Tirstrup, vurderer Ole Kirchert Christensen, der er redaktør på luftfart-mediet Check-in.

- Det her er jo lakmusprøven, der viser, om der er det potentiale, som lufthavnens ledelse har forsøgt at signalere, siger han.

- Når der kommer ruter med SAS ud af Aarhus til for eksempel Oslo og Stockholm, og der findes de samme ruter med samme operatør ud af Billund og en Oslo-rute ud af Aalborg så vil det hurtigt vise sig, om markedsgrundlaget ud af Aarhus er bæredygtigt , mener han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.