SF: Afgørelse om hjertebørn er stærkt bekymrende

Lækket notat viser, at Rigshospitalet vinder over Aarhus i kampen om hjertebørnene. Bekymrende, mener SF's Jonas Dahl.

Nu må sundhedsministeren på banen.

Sådan siger SF's folketingsmedlem Jonas Dahl, efter det i et lækket notat i Jyllands-Posten er kommet frem, at det bliver Rigshospitalet og ikke Aarhus Universitetshospital, der i fremtiden skal operere hjertebørn.

Jonas Dahl kalder notatet og den afgørelse, det når frem til, problematisk.

- Sundhedsstyrelsen har selv afskediget de to eksperter, der skulle kigge på sagen. Det viser, at de har skilt sig af med den uvildighed og saglighed, som burde være afgørende i en sag som denne, siger Jonas Dahl, der er valgt i Østjylland.

I det lækkede notat når Sundhedsstyrelsen frem til, at børnehjertekirurgien bør ligge på Rigshospitalet, fordi det er her, de bedste kompetencer findes, og fordi robustheden er større end i Aarhus.

- Sundhedsstyrelsen har så vurderet, at de kan træffe den beslutning uden at inddrage faglige eksperter på området. Jeg synes, det er stærkt bekymrende, siger Jonas Dahl.

Også andre har før stillet spørgsmålstegn ved, om Sundhedsstyrelsen har kompetence til at træffe afgørelsen - blandt andre Aarhus Universitets sundhedsdekan.

Nu må sundhedsministeren skride ind, mener SF’eren.

- Det er på tide at få sundhedsministeren på banen, for vi skal sikre, at de her beslutninger sker på et sagligt grundlag og ikke på et grundlag, der er ufuldstændigt, siger Jonas Dahl.

  • Print
  • Del artiklen: