Skat overrendt af mulige medarbejdere

Det var et kæmpehit, da Skat i Grenaa holdt jobbørs. Det fjerner bekymring om ikke at kunne finde folk til udflyttede arbejdspladser.

Det er populært at få lov til at hive penge hjem til den danske stat i Skat.

Da Skat i Grenaa tidligere i dag slog dørene op til jobbørs, væltede det ind med kvalificeret arbejdskraft.

Skat skal have besat 40 stillinger i Grenaa for at styrke inddrivelseskontoret, og det bliver ikke et problem, spår Søren Christensen, underdirektør i inddrivelsen hos Skat.

- Vi har allerede over 100 ansøgere, og det er folk med rigtig gode kompetencer, siger han.

Skat er en del af regeringens store plan om at udflytte en række statslige arbejdspladser, og det bliver ikke noget problem, hvis dagens jobbørs i Grenaa er et tegn på, hvordan det kommer til at gå andre steder, siger Søren Christensen.

- Før i dag kunne man godt gå og være lidt bekymret. Kunne man nu få nok til Grenaa, Thisted, Ringkøbing og så videre?

- Ud fra det, jeg har set her, og på de ansøgninger, vi har fået, er jeg ikke bekymret mere, siger Søren Christensen.

  • Print
  • Del artiklen: