Skoleelever politianmeldt efter overfald på lærer

Fire elever overfaldt i fredags en lærer med hårde snebolde.

Fire skoleelever i Randers er blevet meldt til politiet, fordi de overfaldt en lærer med snebolde.

Episoden fandt sted på Vestervangsskolen i fredags, da frikvarteret var slut, og seks-syv af de ældste elever løb ind og overfaldt læreren med snebolde.

- De løber hen og overfalder en lærer med masser af snebolde. Det hele foregår rigtig hurtigt, men det en helt bevidst handling fra de her drenge, at de går efter den lærer, fortæller skoleleder Elsebeth Andersen.

Sneboldene var presset meget hårde, og læreren var så medtaget, at han ikke kunne undervise bagefter.

Drengene har været til en samtale på skolen sammen med deres forældre, og de er blevet bortvist fra skolen i en uge.

En alvorlig sag

Men overfaldet var så voldsomt, at Elsebeth Andersen har besluttet, at sagen skulle have alvorlige konsekvenser, og derfor har hun meldt eleverne til politiet.

- Det her er en bevidst handling, hvor man direkte går efter en lærer. Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, og det er derfor, vi har gjort, som vi har gjort, siger Elsebeth Andersen om politianmeldelsen.

- Jeg synes, det er rigtig alvorligt både for eleverne og den implicerede lærer. Vi ser meget alvorligt på sagen, men når børnene har været bortvist en uge, så er de selvfølgelig tilbage på skolen igen efter helt almindelige regler, siger skolelederen.

Tidligere samme dag måtte en elev fra 2. klasse på skadestuen, fordi han blev ramt af en snebold, så han faldt og fik voldsomt næseblod.

Sneboldene var presset meget hårde, og læreren var så medtaget, at han ikke kunne undervise bagefter.

Opslået af DR Nyheder på 12. januar 2016

  • Print
  • Del artiklen: