Slog forældrene ihjel og kørte rundt med lig i dagevis: Jeg handlede i nødværge

Krigsveteran erkender at have slået forældre ihjel, men hævder, at han var psykotisk og handlede i nødværge.

De dræbte forældre blev mindet med blomster på deres bopæl, da nyheden om drabet kom frem. (ARKIVFOTO) (© DR TVA)

Det var i nødværge og under en psykose, at en 41-årig krigsveteran i sommeren 2016 slog sine forældre ihjel.

Det forklarer han i Retten i Randers i dag, hvor han afgiver forklaring.

Han er tiltalt for drab på sin mor og far og erkender at have forvoldt sine forældres død.

Tiltalte har flere gange har været udsendt på missioner i Bosnien og Kosovo i 1990'erne og siger, at han havde et meget anstrengt forhold til sine forældre.

- De havde en idé om, at jeg skulle være soldat med PTSD (posttraumatisk stress, red.), have pension og hjælpe dem med at sætte et hus i stand.

Men den tidligere soldat anså ikke sig selv for syg. Efter hjemkomsten fra missionerne blev han skilt, og ekskonen fik forældremyndigheden over deres to børn.

Tiltalte forklarer, at han følte, at forældrene blandede sig mere i hans privatliv, end de skulle.

De tog eksempelvis nøglen fra ham og satte nyt køkken op i hans lejlighed i Viby ved Aarhus, uden at han havde bedt om det, forklarer han.

I 2014 blev han på morens foranledning og meget mod sin vilje tvangsindlagt til psykiatrisk behandling.

Lægerne vurderede, at han var skizofren, havde PTSD og var psykotisk. Alligevel blev han udskrevet efter blot en enkelt dag.

Dernæst ville han ikke have noget med forældrene at gøre og rejste ud af landet, forklarer han.

Først i sommeren 2016 så han forældrene igen. Her tog han ud til et hus i Uggelhuse ved Randers, som forældrene havde købt med henblik på, at det skulle sættes i stand.

Tiltalte vidste, hvor nøglen lå, så han låste sig ind og overnattede, men forældrene dukkede uventet op.

Tiltalte fortæller, at det endte med håndgemæng med moren. Da faren pludselig nærmede sig med en økse, greb den tiltalte redskabet og slog forældrene med den adskillige gange.

Bare 20 minutter efter at forældrene var ankommet, lå de livløse på gulvet i huset.

Den tiltalte besluttede efterfølgende at fjerne ligene, hvorefter han pakkede dem ind i plastik og lagde dem i bilen.

Han kørte rundt med de to lig i tre dage, indtil han blev anholdt i Vonge ved Give.

Den tiltalte beskrev i retten, hvordan faktisk han var kørt forbi politigården, men simpelthen ikke vidste, hvordan han skulle fortælle politiet, at han havde sine døde forældre i bilen.

Anklager ønsker anbringelsesdom

Da der er enighed om, at tiltalte har forvoldt forældrenes død, skal retten tage stilling til, om han handlede i nødværge, som tiltalte selv mener, eller om der er tale om forsætligt manddrab, hvilket anklageren mener.

Der er også uenighed om, hvordan han skal afsone dommen, da anklager Birgitte Ernst går efter at få manden idømt en anbringelse på ubestemt tid på en særligt sikret afdeling for psykotiske personer.

Desuden er der enighed om, at han har haft usømmelig omgang med lig.

Da der er enighed om flere forhold, regner man med, at der falder dom i sagen senest 27. september.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.