Sport kan være flygtninges vej ind i Danmark

Idrætsforeninger inviterer flygtninge til at være med - her er sproget ikke en barriere.

Leg og sved på panden er en god måde at komme indenfor i det danske samfund.

Det mener flere idrætsforeninger, der inviterer flygtninge til at være med.

Blandt andet vil træningerne i Hadsten Basket Klub fremover være et gratis tilbud til de flygtningebørn, som kommer til Favrskov Kommune i disse måneder.

Formand i klubben, Kasper Mølgaard, mener, de har en pligt til at byde alle velkomne, for det handler foreningslivet også om, siger han.

- Sporten kan noget helt særligt - at forstå et spil er universelt og en måde at skabe kontakt til flygtninge på, siger han.

Beder-Malling Svømmeklub indbød i januar flygtninge til en tur i bassinet i det lokale idrætscenter i et samarbejde med den lokale afdeling af Venligboerne.

Formanden, Michael Kaas Christensen, fortæller, at de på den måde er med til at bygge bro mellem kulturer. De oplevede bagefter, at flere forældre ville melde deres børn ind i klubben.

DGI glæder sig over de initiativer, de forskellige klubber sætter i søen for at nå flygtningene.

- For der kan sporten noget, siger DGI-formand Søren Møller.

- Man kan fint spille fodbold sammen, selv om man ikke taler samme sprog, og på den måde rækker man hånden ud mod hinanden.

  • Print
  • Del artiklen: