Sprogskoler advarer mod lovforslag: Flygtningenes sprogkundskaber vil blive dårligere

Regeringen vil forlænge perioden for familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus.

Flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal vente tre år på at få deres familie til Danmark.

Sådan lyder et lovforslag fra regeringen, som i dag, onsdag, behandles i Folketinget for første gang.

Men det vil komme til at gå ud over flygtningenes danskkundskaber, hvis de skal være adskilt fra deres familier i tre år i stedet for et år, som reglerne lyder på i dag.

Det mener Gerhard Korbo, der er chef for sprogskolerne Lærdansk og arbejder på skolen i Aarhus.

- Det betyder alt andet lige, at det tager længere tid at lære dansk, fordi der sker alvorlige ting på hjemmefronten, siger han.

Han mener ikke blot, at det vil tage længere tid for kursisterne at lære dansk. Reglerne vil også betyde, at deres danskkundskaber på lang sigt vil blive forringet.

- Man vil formentlig ende på et lavere niveau, fordi man i en periode har haft tankerne andre steder end på at blive integreret og på at lære dansk i Danmar, siger Gerhard Korbo.

Allerede i dag oplever sprogskolerne, at der er en udfordring med koncentrationen.

- Vi kan mærke det på vores syriske flygtninge, når der kommer rapporter fra Syrien. De bliver meget optagede af, hvordan fronterne flytter sig dér, hvor de kommer fra og har familie.

Kort om midlertidig beskyttelsesstatus

  • Midlertidig beskyttelsesstatus er en af flere former for asyl, som flygtninge kan få i Danmark. Denne begrænsede form for beskyttelse blev indført sidste år og gives til asylansøgere, der ikke er individuelt forfulgt, men kommer fra lande hvor situationen er særlig alvorlig med vilkårlig vold og overgreb på civile.
  • Opholdstilladelsen er begrænset til 1 år, men kan forlænges år efter år. Målet er, at folk opholder sig i DK i kort tid.
  • Der er i dag mulighed for familiesammenføring efter et år.

Kilde: Nyidanmark.dk

  • Print
  • Del artiklen: