Store byggeprojekter stavnsbinder husejere og presser huspriserne i bund

Motorvej, lufthavn eller jernbanelinje, som måske kommer i baghaven, afskrækker borgere fra at købe ny bolig.

Uvished om store byggeprojekter kan stavnsbinde og ødelægge økonomien for husejere.

Risikoen for at blive nabo til en motorvej, en lufthavn eller en jernbanelinje afskrækker nemlig folk fra at købe og gør det næsten umuligt at sælge huse flere steder i landet.

Et af de steder, hvor borgerne kan mærke, at udsigterne til en ny motorvej har en konsekvens er i Mundelstrup og Sabro vest for Aarhus.

Her er huspriserne faldet, fortæller Lars Bindløv, der er talsmand for områdets styregruppe.

- Det har resulteret i, at jeg har fået et tab på 300.000 kroner på vurderingen af mit hus.

Udsigten til at bo for enden af en startbane på en måske kommende storlufthavn lægger også en dæmper på hushandelen i Thomasminde-området i Østjylland. Det er et af de områder, der er i spil til en ny lufthavnsplacering.

- Så længe man lever i uvished er det rigtig svært at sælge huse, siger Jakob Brandstrup fra ejendomsmæglerfirmaet Estate.

Også i Solbjerg syd for Aarhus er borgerne stavnsbundne. Her er der tre mulige linjeføringer i spil til en ny jernbanestrækning. Det kan mærkes, fortæller ejendomsmægler Jesper Andersson fra HOME.

- Det kan betyde, at det er svært at sælge sin ejendom. Det kan også være et argument for at presse prisen ned.

  • Print
  • Del artiklen: