Tårnby og Horsens er de bedste til at hente bysbørn hjem igen

En opgørelse i KLs nyhedsbrev Momentum viser, at kommuner i nærheden af storbyer har størst succes

Tårnby og Horsens er landets bedste kommuner til at få unge, der er flyttet ud, til at flytte tilbage igen, når de er voksne.

Det viser en analyse i Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, der har opgjort, hvor stor en del af 1981-årgangen, der er flyttet tilbage til deres fødekommune.

Øverst på listen ligger Tårnby Kommune, hvor hele 26,5 procent af de unge flytter hjem igen efter at have været ude. I Horsens er det 20,9 procent af de unge.

I analysen peges der på, at det er kommunerne tættest på storbyerne, der har størst succes med at få folk hjem igen, på grund af arbejdspladserne i området. Det kan man nikke genkendende til i Horsens.

- Der er 600.000 arbejdspladser inden for en times kørsel, siger kommunaldirektør Niels Aalund.

- For år tilbage brød man sig ikke så meget om Horsens. Men der er sket en transformation, og jeg tror godt, man kan sige, at horsensianerne er mere stolte af deres by og kommune end de fleste andre.

Nederst på listen ligger Fanø, hvor kun 6,1 procent er flyttet hjem igen. Også Struer og Langeland har vanskeligheder. Her er det 6,7 procent, der er flyttet hjem igen som voksne.

  • Print
  • Del artiklen: