Touchskærme er guld værd for handicaphjælpere

En nyt system betyder, at alle let kan se, hvilke opgaver der skal løses, og hvordan det konkret skal gøres.

Et lille klik på en skærm kan betyde færre fejl, når der gives medicin til handicappede, og samtidig sikre, at beboerne får en mere skræddersyet pleje.

Danmarks største handicaptilbud, Landsbyen Sølund i Skanderborg, prøver i øjeblikket specialdesignede touchskærme af.

På skærmen står der, hvilke opgaver der skal løses i løbet af dagen for hver enkelt beboer, og hvordan de helt konkret skal løses.

Det giver god mening, fortæller Anne Christensen, der er leder af en boenhed på Sølund.

- Når vi beslutter at ændre noget praktisk omkring en beboer, kan vi meget hurtigt gå ind og ændre det på skærmen, og derved er den viden også ude ved beboeren, hvor den bruges i praksis i hverdagen.

Det betyder, at også vikarer får den viden, selvom de ikke har været med i beslutningstagningen.

Desuden er risikoen for fejl, når der skal gives medicin, reduceret.

- Det er simpelthen lagt ind som opgave ved hver enkelt beboer, så det vil sige, at vi bliver mindet om det, og det lyser rødt, når vi ikke har gjort det, forklarer Anne Christensen.

Skærmene er også en hjælp til alt det, der skal dokumenteres omkring beboerne. Det kan nu klares med et klik på skærmen, og personalet skal ikke ud i lange beskrivelser.

  • Print
  • Del artiklen: