Tre vanrøgtssager på få måneder: DF vil stramme tilsynet med hundekenneler

En smileyordning skal forhindre mishandling af hunde, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Der blev fundet 27 vanrøgtede hunde i en lade på en gård nord for Randers i sidste uge. Fire af hundene havde så dårligt helbred, at de måtte aflives. Resten er på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande. (© Dyrenes Beskyttelse)

Der er brug for en mærkningsordning for hundekenneler.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti efter, at der på tre måneder har været tre sager om vanrøgt at hunde. Senest i sidste uge ved Randers, hvor politiet tvangsfjernede 27 hunde fra usle forhold på en gård.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Karina Due vil have, at der bliver mere styr på hundekennelerne for at sikre et bedre hundeliv.

- Vi vil have en smileyordning for alle hundekenneler. Ligesom når du går på restaurant og kan se, at der er en sur eller glad smiley, så ved du om den kennel, du handler ved, er god ved dyrene.

I regeringspartiet Venstre ser man også med stor alvor på de seneste sager med vanrøgtede hunde. Der er dog ikke den store tro på, at en mærkningsordning løser problemet.

- Den sikrer ikke, at de dårlige eksempler forsvinder, siger Erling Bonnesen, der er dyrevelfærdsordfører i Venstre.

I stedet vil han have en status på området for at danne sig et overblik over problemets omfang, så det bliver klart, om der er tale om få dårlige kenneler eller et større problem.

Han vil derfor straks efter vinterferien tage sagen op med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Det skal håndteres, for vi vil ikke finde os i, at dyr ikke bliver behandlet ordentligt. En status må nu vise, hvad omfanget er, og hvilke virkemidler, der er de rette, siger han.