Trodser statistikken: Her er næsten alle medlem af folkekirken

97 procent af borgerne i Vester Alling Sogn er medlem af folkekirken, selvom medlemstallet falder på landsplan.

Den danske folkekirke kan ikke holde på sine medlemmer. Nye tal fra Danmarks statistik viser, at medlemstallet falder år for år, hvilket betyder at nu kun 76,9 procent af befolkningen er medlem.

Men i Vester Alling Sogn i Norddjurs ser billedet helt modsat ud. Der har man nemlig landets højeste andel af medlemmer af folkekirken

97,3 procent af borgerne i sognet er medlem, og det er kontaktperson i sognerådet Lisa Boye Knudsen godt tilfreds med.

- Vi gør meget ud af det nære og synes, det betyder meget, at vi kender hinanden herude og holder sammen.

Der bor 149 personer i Vester Alling Sogn og 145 af dem er medlem af folkekirken.

Dermed kan det være, at resten af folkekirken kan lære noget af, hvad man gør i Vester Alling.

- Det gælder om ikke at skrue det op til alt for store ting, men bare at holde det på det lokale, siger Lisa Boye Knudsen.

- Vi er et lille lokalsamfund, og vi gør meget for at holde det på et lokalt plan. Vi har nogle efterårsmøder og De Ni Læsninger omkring jul, hvor vi indbyder de lokale til at komme og læse en læsning, siger hun.

Tingbjerg Sogn i Københavns Kommune har landets laveste andel af folkekirkemedlemmer - der er blot 14,3 procent medlemmer.

  • Print
  • Del artiklen: