Tema Aarhus Letbane

Vær opmærksom trafikanter: 50 tons tung kollektiv trafik er på vej ind i Aarhus

Letbanen har gang i en række testkørsler, og ikke alle har helt forstået den fare, en letbane kan give.

Letbanen tager form og de første testkørsler gennem byen er i gang. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En tung, hårdtslående krabat på 50 tons er på vej ind i den østjyske trafik.

Og efter letbanen i Aarhus har gennemført en række testkørsler i en måned nu, kan letbanedirektør, Claus Rehfeld Moshøj, fortælle, at ikke alle er lige opmærksomme på den nye store medtrafikant i bybilledet.

Der er fodgængere, der skridter over sporene. Og i byen Mårslet er der en bilist, der konsekvent fjerner en afspærring, så han kan komme over og spare en omkørsel på tre minutter, lyder det fra letbanedirektøren

- Det er decideret farligt og ikke klogt, siger han.

Claus Rehfeld Moshøj frygter, at der senere kan komme problemer med venstresvingende biler.
Det har der hidtil ikke været, men det kan blive et scenarie, når der kommer flere testtog på skinner fra juli, forudser han.

I øvrigt vil den nye havnefront i Aarhus og letbanen være en helt særlig cocktail. Letbanedirektøren forudser farlige situationer, fordi der køres på åben plads med blandet trafik af gående, cyklister og biler.

Han opfordrer til, at man følger færdselsreglerne og de opstribninger og anvisninger, der er på området, hvor der i øvrigt køres med reduceret fart.

- Vi har to signaler til at advisere folk. Et voldsomt horn mod alvorlig fare og en lille klokke, som bruges hen over havneområdet, siger han.

Bergen i Norge havde man i øvrigt store problemer og ulykker, da deres letbane begyndte at køre.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.