Video: 50 larver renser Kurts ben for dødt væv og bakterier

Larver er sygehusenes våben i behandling af komplicerede sår og kan blandt andet nedbryde MRSA-bakterier.

Tusindvis af fluelarver har invaderet sygehusenes afdelinger, der behandler komplicerede sår.

Der er ikke tale om en hygiejnisk skandalesag, men larverne udgør en hær af effektive sårrensere, som både patienter og medarbejderne hilser velkommen.

På Horsens Sygehus er de for nylig kommet med på larvebølgen, og 76-årige Kurt Holm, der har et sår på skinnebenet, er en af de første patienter på larvernes menukort.

- De skal jo også leve, og hvis de kan leve af det og hjælpe mig, så er det jo kun godt, siger han.

Larverne lever af dødt væv og udskiller enzymer, som nedbryder det døde væv. Det bliver til en væske, som larverne suger op. Både almindelige og resistente bakterier bliver så nedbrudt i larven. De kan for eksempel nedbryde MRSA-bakterier og fremmer samtidig helingen af såret.

Da lægerne foreslog larverne til Kurt Holm, var han - i modsætning til sin kone - med på den idé.

- Man skal ikke være alt for gammeldags, men prøve noget nyt. Når læge og sygeplejersker siger, at det kun kan blive bedre, hvorfor så ikke prøve det, spørger han.

Larverne kommer i en slags teposer og er fremstillet i Tyskland under sterile forhold. De er flinke ved patienterne, fortæller sårsygeplejerske Gitte Svendsen.

- Grænsen mellem det levende og døde væv er ret lille, så patienten får ondt, når vi renser, men det gør han ikke, når der kommer larver i såret, fortæller hun.

Gitte Svendsen ser store perspektiver i larver til sårbehandling. Det er en dyr behandling, men på den lange bane, mener hun, at man vil spare penge.

- Ved patienter med store sår, hvor man har overvejet at amputere, der har vi reddet benet ved at have larver i såret, så jeg synes, at der er store perspektiver i det, siger hun.

De næste dage skal det kontrolleres, om larverne gør deres pligt.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.