Voldsom stigning i antallet af nye lærere i Randers

Børnene i Randers' folkeskoler bliver mødt af stribevis af vikarer, efter hver fjerde stilling er nybesat.

Eleverne i Randers' folkeskoler har fået mange nye ansigter at vænne sig til.

De seneste to år er 205 af kommunens godt 800 lærerstillinger blevet slået op som ledige. Med andre ord er der skiftet ud på næsten hver fjerde lærerplads i kommunen. Det viser tal fra Randers Lærerforening.

- Det er tæt på at være et krisetegn. Det er godt med nye kolleger, men der kan også komme så mange, at man har svært ved at absorbere dem, siger Kurt Sørensen, der er formand lærerforeningen.

Han mener, at det skyldes ballade omkring fem skolelukninger i Randers. Her fik op imod 300 lærere ifølge Kurt Sørensen flyttet deres arbejdsplads.

- Det er selvfølgelig fint, at man beholder sit job, men nogle vil gerne selv bestemme, hvor de skal arbejde, og de har så fundet nyt job efterfølgende, siger Kurt Sørensen.

Det værste er overstået

I løbet af 2015 har 142 lærere meldt sig ud af lærerforeningen, fordi de enten er gået på pension eller har fået nyt job. Det betyder samtidig, at Randers har scoret sig en førsteplads i brugen af vikarer på jyske og fynske skoler.

Anders Buhl-Christensen (V), der er formand for kommunens børn- og skoleudvalg, mener dog, at roen igen er ved at indfinde sig på lærerfronten.

- Vi har ikke så mange, der nu siger farvel. Vi er ved at være tilbage i faste rammer, og vi er ved at have styr på de lærere, der skal være på skolerne i Randers Kommune, siger han.

- Der, hvor vi er nu, er, at vi simpelthen mangler veluddannede lærere til vores folkeskoler. Især på vikarområdet mangler vi dækning af velkvalificerede lærere, siger Anders Buhl-Christensen.

Opdatering: DR Østjylland havde endnu ikke fået svar fra Randers Kommune, da første udgave af artiklen udkom. Det er nu skrevet ind.

Randers Lærerforenings undersøgelse:

  • I 2011 slog Randers 11 faste lærerstillinger op. I 2014 og 2015 blev der slået henholdsvis 95 og 110 stillinger op.
  • Randers Lærerforening registrerede i 2015 142 afgange fra foreningens medlemssystem. 27 gik på pension, 65 flyttede til en anden kommune, tre blev ledere og 47 meldte sig ud.
  • Udmeldelser dækker ifølge foreningen typisk over lærere, der skifter fagforening, fordi de er blevet ansat udenfor folkeskolen - fx på en privat- eller friskole.

  • Print
  • Del artiklen: