Advokat vil standse Egebjerg-dokumentar

Ekstrabladets chefredaktør Poul Madsen er uforstående over for kravet.

Den såkaldte Egebjergsag fra 2011 - hvor en far og en onkel blev anholdt og varetægtsfængslet, sigtet for seksuelt misbrug af datteren og for at have dræbt det spædbarn, hun angiveligt skulle have født - blusser nu op igen.

De to mænd, som begge nægtede sig skyldige, sad varetægtsfængslet i over et år, inden politiet først frafaldt sigtelserne om at have dræbt spædbarnet og senere sigtelsen om seksuel udnyttelse af datteren.

Nu er Ekstra Bladet i gang med at lave en tv-udsendelse om sagen, og det har fået Kristian Dreyer, advokat for den nu 54-årige far, til at gå i retten i dag for at kræve et midlertidigt forbud mod udsendelsen.

- Min klient fik statsadvokatens ord for, at han ikke skulle retsforfølges for de grusomme anklager. Nu frygter jeg, at tv-udsendelsen kan komme til at virke som en folkedomstol mod min klient, siger Kristian Dreyer til DR Sjælland.

Frygter folkedomstolen

Hans klient, bor stadig i den lille landsby Egebjerg i Odsherred. Han er blevet opsøgt af journalisterne, som ville have ham til at være med i udsendelsen, men det har han ikke ønsket.

- Jeg frygter derfor, at udsendelsen på ny vil kaste mistanke på min klient, selvom politi og anklagemyndighed afgjorde, at han ikke skulle retsforfølges, siger Kristian Dreyer.

I et svar til DR Sjælland siger chefredaktør Poul Madsen fra Ekstra Bladet, at han ikke forstår kravet om et forbud mod en udsendelse, som endnu ikke er lavet.

- Der har chefredaktøren en pointe, siger forskningschef i medieret, Vibeke Borberg fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole:

- Det kræver helt særlige argumenter at få et midlertidigt forbud igennem, inden man reelt ved, hvad udsendelsen indeholder, siger hun til DR Sjælland.

Ikke kommunens opgave

Det var Odsherred Kommune, der i 2011 anmeldte sagen til politiet, og direktør i Odsherred Kommune, Gitte Løvgren, deltager i den udsendelse, som advokat Kristian Dreyer vil have stoppet.

- Når politiet har frafaldet sigtelserne, så er det ikke kommunens opgave at forfølge sagen. Det er at gå over stregen, siger advokaten.

Kristian Dreyer siger, at hans klient i dag er nedbrudt: Varetægtsfængslingen og de voldsomme anklager har ødelagt ham mentalt.

I en mail til DR Sjælland skriver Gitte Løvgren, at hun ikke har udtalt sig om Kristian Dreyers klient.

- Men alene forholder mig til, hvordan det kommunale system har håndteret sagen omkring pigen, der er datter til Kristian Dreyers klient, skriver hun.

  • Print
  • Del artiklen: