Ældre tilflyttere er en gevinst for landkommunerne

Ældre beriger både kulturelt og økonomisk, når de flytter i sommerhus i den tredje alder, viser ny undersøgelse.

Mens de unge flygter fra landets udkantsområder, så vælger stadig flere ældre at slå sig permanent ned i sommerhuset i den tredje alder. Det er en gevinst for kommunerne, viser en ny rapport fra Ældresagen.

De ældre har nemlig mange ressourcer med sig, forklarer seniorkonsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler.

- De mennesker, som vælger at flytte ud, er typisk ressourcestærke ældre, som både har en god økonomi og et godt helbred, siger hun.

Ældresagens undersøgelse omfatter otte landkommuner, heriblandt Odsherred.

Udover at de ældre bidrager positivt til kommunernes økonomi helt frem til de er mellem 75 og 85 år, så er de også en gevinst for foreningslivet. Det siger Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S).

- Vi oplever, at de ældre tilflyttere booster vores kultur- og foreningsliv, fordi de engagerer sig i kommunen og i området, siger Thomas Adelskov (S).

Susse Grønborg og Peter Nielsen er et af de par, der har skiftet lejligheden i København ud med et otium i sommerhuset i Odsherred. De er aktive i det lokale musikliv, og Susse Grønborg er frivillig værge for uledsagede flygtningebørn på det lokale asylcenter.

- Det er en meget meningsfuld opgave, og så er det sjovt og berigende at være sammen med de unge, siger Susse Grønborg.

Ældresagens undersøgelser viser også, at de ældre tilflytteres privatforbrug er med til at skabe nye job i lokalområdet.

  • Print
  • Del artiklen: